Kunstneren Hans E Madsen har skabt kunstværket Øen specielt til Erhvervsakademiet Lillebælts nye campus. Værket er placeret i det offentligt tilgængelige område foran Erhvervsakademiet.

“Jeg er stolt over, at Ny Carlsbergfondet har tildelt mig denne opgave, og jeg håber, kunstværket vil blive et opholds- og mødested for både studerende og odenseanere” udtaler kunstner Hans E Madsen.

Øen
Kunstværket udgøres af en plads i hvid beton, hvor tre 11 meter høje master i rustfrit stål bærer hver sin cirkel af farvede glasplader. Hver cirkel har en diameter på næsten otte meter. Værkets glasformationer kaster farvede skygger på omgivelserne, og skyggerne bevæger sig dynamisk og følger dagens såvel som årets gang. Træder man ind i værket, åbner der sig et rum - et samlingssted med siddepladser og læ.

“Hans E Madsens kunst i det offentlige rum kendetegner sig altid ved en gennemført originalitet. Altid foranderlig og udfordrende, og altid med en grundfæstet og solid fornemmelse for de omgivende fysiske rammer. Vi er i Ny Carlsbergfondet overordentlig glade for at kunne sikre endnu en milepæl i forskønnelsen af Odense, og vi er overbeviste om, at studerende, medarbejdere og andre brugere får stor glæde af Øen,” siger Karsten Ohrt, bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet.

I øjenhøjde med de studerende
Erhvervsakademiet Lillebælt uddanner sine studerende i tæt kontakt til erhvervslivet og med praksisnærhed som et bærende princip. Udgangspunktet for integrationen af kunst i det nye byggeri har været at møde de studerende i øjenhøjde. Erhvervsakademiet ønsker, at give de studerende mulighed for at opleve kunstværker af høj kvalitet, der fremstår åbne og sanseligt appellerende, så de kan opleves uden nærmere introduktion eller særlige forudsætninger.

”Det har været et ønske fra starten, at kunsten skulle have en central plads i vores nye hus – og vi startede processen, da den nye bygning blot var et hul i jorden. Vi kan nu dagligt glæde os over en mangfoldighed af kunstværker, flere skabt specifikt til stedet. Hans E Madsens fantastiske værk er jo så prikken over i’et,” udtaler rektor Jens Mejer Pedersen.

Kunst i det offentlige rum
Hans E Madsen har de seneste år markeret sig med store lysinstallationer i det offentlige rum. Han har bl.a. skabt værker til Københavns metrobyggeri ved Vibenshus Runddel og Gl. Strand, og i 2014 udførte han en større lysinstallation til Retten i Roskilde.

I 2016 donerede Ny Carlsbergfondet det stedsspecifikke værk Farver på mur til Bornholms Kunstmuseum, der, karakteristisk for Hans E Madsens arbejder, består af farvede glasplader. Værket hænger på museets sydvendte facade, hvor de farvede plader fanger sollyset og kaster skygger på muren og én gang om dagen skaber en form, der gengiver museets grundplan.