Det er en glædelig nyhed, at 300 folkeskoler har søgt om Kunst til Folkeskolen. Ny Carlsbergfondet går nu videre med alle ansøgningerne, så kunsten kan komme ud til skolerne over hele landet og i hele Rigsfællesskabet. 

Vi er simpelthen blevet overvældet af den bølge af kunstinteresse, som de 300 skoler er en del af. Det er vi i Ny Carlsbergfondet meget glade for og stolte af, men det betyder altså samtidig, at det kommer til at tage lidt længere tid, end vi først havde forventet, før vi kan komme ud med kunsten til skolerne. 

Vi er i fuld gang med planlægningen, så skolerne hører fra os igen til oktober, når vi kontakter dem for at aftale dato og tidspunkt for, hvornår vi kan komme ud med kunsten. Til den tid sender vi nogle fageksperter, der sørger for at installere og hænge kunsten op.

Hvilken kunst får skolerne tildelt?

Det er vigtigt at understrege, at kunst kan være mange ting, fx et landskabsmaleri, en smuk krukke, en serie af grafiske tryk eller noget helt fjerde.  
Ny Carlsbergfondet er ved at udvælge den kunst, der skal matches med skolerne. Da dette arbejde pågår lige nu, kan vi endnu ikke fortælle, hvilke kunstværker, der bliver udvalgt til hvem. Vi kan dog love, at det bliver kunst af høj kvalitet.

Hvad skal skolen gøre nu?

Skolerne bliver kontaktet igennem vores ansøgningsportal. Når vi har udvalgt kunsten, aftaler vi nærmere med den enkelte skole, hvornår vi kommer ud og hænger kunsten op. 

Vi har oprettet en informationsside her på hjemmesiden, hvor skolerne kan finde svar på alle de spørgsmål, man kan få brug for undervejs i processen – både nu og når vi kommer ud med kunsten: www.ncf.dk/folkeskolen.
Vi opdaterer siden løbende.

Fra Ny Carlsbergfondet skal der lyde en kæmpe tak til alle skolerne, der har ansøgt, for at være en del af den landsdækkende bevægelse af kunstinteresse, som vi oplever gennem dette initiativ.