”ENGLENS KYS. Syge piger i nordisk kunst” hedder udstillingen, der sætter fokus på den syge pige som motiv i anden del af 1800-tallet. Motivet har ikke tidligere været genstand for mere fokuseret forskning. Både Skagens Kunstmuseer og Den Hirschsprungske Samling har flere værker med et sådant motiv i deres samlinger. Nu sættes de for første gang ind i en bredere nordisk og kunsthistorisk sammenhæng med værker af blandt andre Edvard Munch, Jenny Nyström, Vilhelm Hammershøi, Bertha Wegmann og Michael Ancher.

Den syge som motiv

1800-tallet var en periode præget af store forandringer også indenfor kunsten og videnskaben. Men samtidig en periode præget af sygdomme, der endnu ikke fandtes en kur for. Og således blev mange kunstnere optaget af at skildre sygdom. Den syge pige, enten sengeliggende eller siddende i en stol, er et af de motiver, der ofte går igen.

Den syge som tendens på tværs af stilarter

Motivet har ganske vist eksisteret siden 1600-tallet, men bliver først rigtig markant i billedkunsten i anden halvdel af 1800-tallet. Forskningsprojektet, som danner grundlag for udstillingen, peger på, hvordan den syge pige ikke er en isoleret, kunstnerisk tendens i norden, men et internationalt fænomen. Det er et motiv, der går på tværs af stilarter og dukker op blandt genremalere, naturalister, impressionister og symbolister.

Sygdom uden diagnose

Et andet fællestræk for værkerne er, at de sjældent afslører præcis hvilken sygdom, der er tale om. Kunstnerne er altså ikke optaget af diagnosen, men bruger i stedet titler som ”syg pige”, ”det syge barn” eller ”rekonvalescent”. På den måde ses der en tydelig parallel til litteraturen, som ligesom billedkunsten var optaget af den syge som figur og ikke af de medicinske betegnelser. Det er postdoc og museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer Mette Bøgh Jensen, som har varetaget det treårige forskningsprojekt.

Udstillingen løber frem til 5. september i Skagen og kan efterfølgende ses på Den Hirschsprungske Samling fra 24. september 2021.