Amalie Jakobsens praksis kredser om det abstrakte, monumentale og miljøpolitiske. Hun forener et stringent formsprog og klare farver med højaktuelle budskaber om ulmende klimakatastrofer og apokalyptiske sammenstød. Hendes værker opfordrer på denne vis til omsorg og omtanke for vores fælles fremtid og planeten, vi bor på.
Et system i ubalance
Suffocating Air er bemalet med pulveriserede diatom-alger og består af en samling af blågrønne, ellipseformede stålplader, som er samlet i en let, men kaotisk struktur. Pladerne knopskyder i vilkårlige retninger, så skulpturens balancepunkt virker udfordret. Ellipseformen henviser til planeternes bevægelse om solen, men deres baner krydser ind over hinanden, og de synes slået ud af kurs. I kombinationen med de blågrønne diatom-alger, som er brugt som maling, bliver vi mindet om, at både større og mindre kræfter er på spil i de kredsløb og systemer – solsystemet og Jordens økosystem – som danner rammen om vores liv. Med den foruroligende titel og de vildtvoksende ellipser på slingrekurs rejser Suffocating Air spørgsmål om bæredygtighed og kredsløb i ubalance.
Carrying capacity
Suffocating Air er et hovedværk i Amalie Jakobsens praksis. Værket blev vist i hendes soloudstilling Carrying capacity i Politikens Forhal tidligere i år. Udstillingen viste fire skulpturer, som alle tager udgangspunkt i ellipseformen. Tre af værkerne var udstillet inde i Politikens Forhal, mens det næsten seks meter høje værk Suffocating Air stod på Rådhuspladsen foran Politikens Hus. Carrying capacity kan på dansk oversættes til et miljøs bæreevne. Det bruges til at angive, hvor mange individer af en given art, et miljø kan bære. Det være sig fx alger i et havmiljø eller mennesker i en storby. Suffocating Air vil fremover være at finde i ARKENs skulpturpark.
Om Amalie Jakobsen
Amalie Jakobsen (f. 1989) bor og arbejder i København og Berlin. Hun er uddannet fra Goldsmiths, University of London, fra 2014. Hun arbejder med form, farve og rum, som hun kombinerer med materialer som tekstiler og latex og hårde industrielle materialer som stål og aluminium. Hun behandler de industrielle materialer med naturmaterialer som sand, jord og algestøv, der bidrager til værkernes fortælling om klimakrisen. Hun arbejder i et abstrakt og postminimalistisk formsprog. Hendes værker interagerer med beskuerens rum gennem forskudte balancepunkter og klare farver.
