Der er en særlig ro i dette lille situationsbillede. Den unge sømand sidder tilbagelænet op ad et hegn og kigger ud over det lysende blå hav med en tynd cigarillo i hånden. Han synes helt afspændt, som han sidder der, med armen hængende slapt på hegnet, alt imens han puster røg ud af munden. Hans blå skjorte korresponderer med havet. Og den røde klud om halsen intensiverer den blå farve. Han sidder i et skønt vildnis af forskelligt grønt, halvt i skygge og med opsmøgede bukser og synlig fodsål. Der er en ægthed i motivet, og man kan som beskuer få den tanke, at man forstyrrer hans pause.
Blochs forbindelse til Den Hirschsprungske Samling
Maleren Carl Bloch var en del af startskuddet til Den Hirschsprungske Samling. Hans værk Fiskerfamilier, som venter deres mænds hjemkomst ved et frembrydende uvejr. Jyllands vestkyst fra 1858 var det første rigtigt store maleri, som museets stiftere, Henrich og Pauline Hirschsprung, købte til samlingen i 1869. Og siden blev flere værker af Bloch føjet til.
Eftertidens delte meninger
Fortællingen om Bloch har store udsving. Hans kunst var hyldet i sin samtid, mens eftertidens dom var hård. Bloch var en af landets mest anerkendte kunstnere i årene 1860-80. Blandt andet udråbte kunsthistoriker Julius Lange (1838-96) ham til en sand mester, mens den senere kunsthistoriker Emil Hannover (1864-1923) kritiserede ham for ikke at være moderne. Og Hannovers kritik af Bloch fik altså indflydelse på kunstnerens eftermæle. Hannover var med til at forme samtidens blik på dansk kunst, blandt andet i kraft af sin rolle som direktør for netop Den Hirschsprungske Samling. Bloch har derfor længe været en lettere overset skikkelse i dansk kunsthistorie. Men med en stor særudstilling i 2012-13 og en kommende på vej på Statens Museum for Kunst i foråret 2023 er dette ved at ændre sig.
Om Carl Bloch (1834-90)
Carl Heinrich Bloch blev født i København i 1834. I sine tidlige værker beskæftigede han sig hovedsageligt med motiver fra hverdagslivet på landet, mens hans senere værker er præget af mere religiøse motiver. Han blev optaget på Kunstakademiet i 1849, hvor han blev uddannet under guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. Han var i en årrække bosat i Italien, og det fik indflydelse på hans historiske motiver. Han er desuden kendt for sine detaljerede raderinger, genremalerier, landskaber og portrætter og sin evne til at fange det autentiske i sine miljøskildringer.