Forskningsaktiviteter er en del af Ny Carlsbergfondets grundlag, og ”studiet af kunst og kunstvidenskab” er udtrykkeligt fremhævet i Ny Carlsbergfondets fundats, der blev formuleret af Brygger Carl Jacobsen og Hustru Otilia Jacobsen, da de stiftede fondet i 1902.

Støtte til den kunstvidenskabelige forskning har derfor indgået i fondets arbejde gennem hele dets over hundredårige historie. Men langt størsteparten af denne støtte er gået til formidling af forskning gennem publikationsstøtte, snarere end til finansiering af selve forskningen.

Derfor besluttede Ny Carlsbergfondet i 2010 at gå målrettet ind i forskeruddannelsen inden for det kunstvidenskabelige område. Målsætningen var at støtte ambitiøs kunstvidenskabelig forskning og ikke mindst at bygge bro mellem forskningsmiljøerne på henholdsvis universiteter og museer.

Ny Carlsbergfondets Forskningsinitiativ har siden 2010 uddelt 74 stipendier og mere end 100 mio. kr. er fordelt på de tre puljer (ph.d.-stipendier, postdoc-stipendier og individuel projektstøtte).