Besøgende og brugerne af Kulturskolerne får nu mulighed for at gå på opdagelse i skolens have og sætte sig i syv forskellige nicher. Hvert sted viser skulpturer og haven fra forskellige vinkler. Der er via små stier mulighed for at bevæge sig rundt ind i skulpturhaven. Også besøgende, der ikke har et ærinde i huset, har mulighed for en oplevelse i haven, da der er offentlig adgang.
De fem figurer hedder Bow and Arrow, Man Backwards on Horse, Adidas Boy Walking, Dancer og Moon og er støbt i bronze.
”Jeg håber, at brugerne af haven oplever, at den altid har været der. At de besøger noget evigt. Noget, der er dannet som et naturligt møde mellem kultur og natur. Oplevelsen kan være, at skulpturerne er vokset frem af jorden på samme måde som et græsstrå eller et blomstrende æbletræ. Faktisk håber jeg, at haven og skulpturerne bliver en så fast del af grunden, at brugerne glemmer, at den er der – og derfor sanser den ubevidst. Det er min drøm,” siger Tal R.
Haven ved Kulturskolerne i Gentofte er cirka 300 kvadratmeter stor og er bygget af grønne mure, hække af forskellig sort, som ramme og skærm for ophold. Det eksisterende æbletræ komplementeres af tre flerstammede paradisæbletræer i forskellige farver og blomst. Havens stier og opholdsområder er belagt med tegl, et produkt, som i kraft af sin produktion, holdbarhed og naturlige egenskaber, er bæredygtigt og ældes med ynde.
Skulpturhaven er en donation fra Ny Carlsbergfondet på baggrund af en ansøgning fra Kulturskolerne i Gentofte.
Om Tal R
Tal R (f. Tal Shlomo Rosenzweig, 1967) er en billedkunstner og skulptør, der bor og arbejder i København. Han tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000 og var i perioden 2005-2014 professor ved Kunstakademie Düsseldorf. Tal R er særligt kendt for sine farverige malerier, der trækker på en arv fra modernistisk malerkunst. Malerierne indarbejder ofte billeder som bakker, striber og glitrende mønstre. I sin øvrige praksis arbejder Tal R med en fri og fabulerende række af teknikker og materialer i medier som tegning, skulptur, installation og billedbøger. Tal R har haft soloudstillinger og indgår i museumssamlinger verden over og er blevet hædret med flere priser bl.a. Eckersberg Medaljen (2005), Carnegie Art Award (2002) og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat (2016).
Om Kulturskolerne
Kulturskolerne i Gentofte rummer Gentofte Musikskole samt Drama-, Billed- og Forfatterskolen. Elever på Kulturskolerne undervises af uddannede kunstnere, og huset lægger også rum og undervisere til Kulturpakkerne - et tilbud med fokus på kunstmøder for Gentofte Kommunes skoler og dagtilbud. Kulturskolerne er også hjemsted for Kunstcubator, som er et talentudviklingstilbud for unge kunstnere mellem 15 og 25 år. Årligt besøges Kulturskolerne af 10.000 brugere.