En grå mur midt i en aflukket gård er blevet forvandlet til et lyst og roligt kystlandskab i brændte nuancer. Muren tilhører Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart. Her varetages psykiatrisk udredning og behandling inden for retspsykiatrien.
Vægmaleriet, der netop er færdiggjort og indviet, er skabt af billedkunstner John Kørner og tiltænkt som en forestillet rejse – en gåtur for øjet.
Fugtig sti, hedder værket, der er realiseret i en tæt dialog mellem kunstner og afdelingens patienter og personale med støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Patienter faldt for billedkunstner John Kørner
På retspsykiatrisk afdeling i Middelfart bestod udearealet indtil for nyligt af en lille plæne og en asfalteret boldbane omkranset af en meterlang betonmur. Med initiativ fra ergoterapeut på afdelingen, Signe Kjems, gik patienter og personale sammen for at tale om, hvad der kunne give farve og liv i gården. Visuelle stimuli kan nemlig nedsætte fysisk og psykisk stress hos både patienter og personale, viser flere undersøgelser.
Og ud fra samme tanke om kunst og bedring blev Ny Carlsbergfondet ansøgt og snart begyndte forvandlingsprocessen af gården, med øje for hele tiden at inddrage dem, som maleriet var tiltænkt nemlig afdelingens patienter. Med de rette hensyn til afdelingens brugere og med patienternes selvbestemmelse i fokus blev John Kørners store lysende vægmaleri Fugtig sti til virkelighed.
Bølger indbyder til en gåtur for øjet
Kørners kystlandskab maner sig roligt og malerisk frem for øjet. Som er kystlinjen, vandet, vejen, og lysningen i himlen i levende tilblivelse foran netop dén, der giver sig hen til det.
Vandets rolige bølger indbyder til en gåtur for øjet, og appellerer mere til kroppen end hjernen. Den lyse himmel over kysten åbner endnu et frirum i maleriet; et frit rum, bogstavelig talt, idet det ikke er bemalet, men således også som et åbent kig til en endnu uberørt fremtid, eller en helt anden tid, et helt nyt sted.
”At betragte en kystlinjes formationer er som at lade øjet følge en tegnet stregs bevægelser. Her lader vi naturen blive en form for vejviser for en forestillet rejse, en bevægelse hvor øjet fører sind og krop mod nye destinationer, uden at der tænkes,” fortæller John Kørner.
Vandet som tema
Vand er et tilbagevendende tema i John Kørners arbejde – både som motiv og malerisk teknik. Fra gletsjere, der smelter til kroppe der bader, kyststrækninger og bjergsøer som tager form.
Vandets skønpoetiske rolle fra det klassiske landskabsmaleri gives en ny betydning hos Kørner. Vandet rummer lige dele skønhed men markerer samtidig, at landskaberne omkring os er under forandring. Vand tegner landskabet som en poetisk urkraft, der forandrer og forvandler på godt og ondt.
John Kørner benytter helt konkret vand til at fortynde den maling, han maler med, så de farvede vandløb i motiverne, finder deres egne stier, når de tørrer ind. Det danner et naturligt modspil til det forudbestemte og kontrollerede i maleprocessen.
Retspsykiatrisk Afdeling Middelfart
Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart behandler personer, der er trådt ind i voksenlivet og er fyldt 18 år. Afdelingen består af fem retspsykiatriske døgnafsnit, et retspsykiatrisk rehabiliteringsafsnit og tre retspsykiatriske ambulante funktioner.
Afsnittende behandler voksne, der har en dom til behandling og som lider af psykiatriske lidelser som depression, mani, kroniske psykoser og personlighedsforstyrrelser. Behandlingsforløbene planlægges individuelt og kan bl.a. indeholde samtaleterapi, fysisk terapi, social indsats og medicin.
Om John Kørner
John Kørner (f. 1967) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1998 og bor og arbejder i København. Hans værker kredser ofte om højaktuelle problemstillinger som flygtningekrisen, konsumerisme, klimaforandringer og trafficking. Kørner arbejder alsidigt og anvender skulptur, keramik, video, teater og installation i sit arbejde.
John Kørner kendes imidlertid bedst for sine malerier, der i kraft af en klar og optimistisk farvepalet fremstår frydefulde for øjet og sanserne, ofte i et spændingsfelt med værkets mere ildevarslende problemfelt, der træder langsomt frem i dialog med beskueren.