Langs motorvejen ved Rødby skal der skabes et landskabsværk i stor skala – dér, hvor motorvejen mod den kommende Femern Bælt-forbindelse krydser det landskab, som landbruget har været med til at forme i mange århundreder.

Naturstyrelsen har udlagt området til vild natur og rekreation, og deres idé er at lade projektet blive en del af den naturgenopretning, der foregår på stedet.

Ideen er at lægge areal til et landskabsværk, der som stedmarkør og vartegn bliver en del af ankomsten til eller afskeden med Danmark, og som samtidig vil fungere som destination for en naturfyldt pause for både lokale på gå-ben eller cykeltur - og for de rejsende mellem Tyskland og Danmark.

Afsættet er det kontrastfulde møde mellem langsom, vildtvoksende natur og lineær infrastruktur – og den præmis, at værket altså både skal kunne ses på afstand i høj fart og kunne opleves tæt på og indtages med krop og sanser.

Fakta

Projektområde:
Langs sydmotorvejen ved Ottelundevej, Rødby

Projektejer:
Naturstyrelsen Storstrøm

Idékonkurrence afvikles i perioden 1. december 2023 til 5. februar 2024.

Besigtigelsesturen på stedet foregår den 8. december 2023.

Bedømmelsesudvalg:

  • Jane Skov Lind, skovrider, Naturstyrelsen Storstrøm
  • Tine Vinther Clausen, formand for Klima-, Teknik og Miljøudvalget, Lolland Kommune
  • Toke Lykkeberg, leder af udstillingsstedet Tranen og medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse
  • Stine Lea Jacobi, programchef, Realdania

Rådgivere uden stemmeret

  • Helge Raakjær Frost, forstfuldmægtig, Naturstyrelsen Storstrøm
  • Trine Møller Madsen, projektchef, Ny Carlsbergfondet
  • Simon Harboe, projektchef, Realdania