Arken undergik i 2023 et officielt navneskifte fra Museum for moderne kunst til Museum for samtidskunst. Det nye navn er en manifestation af museets nye strategi, der vil sætte samtidskunsten i centrum.
Den nye strategi har til formål at udvikle museets permanente samling, så den i højere grad reflekterer samfundets mangfoldighed, adresserer klimakrisen og bidrager med kritiske perspektiver på den vestlige og danske kunsthistorie.
Værkerne af de tre unge kunstnere, som Ny Carlsbergfondet netop har doneret til Arken, vil indgå som en væsentlig del af museets permanente samling af dansk og international samtidskunst fra perioden efter 1990 og kommer til at danne fortrop for fremtidige erhvervelser.
Martin Brandt Hansen
Martin Brandt Hansens (f. 1990) kunstneriske praksis både udforsker og forstyrrer eksisterende fordomme om grønlandsk kultur og tydeliggør de processer, hvormed objekter tillægges kulturel betydning og værdi. Hele syv af hans værker, én readymade Honda påhængsmotor, og seks af Brandt Hansens kabinet-værker, bliver nu en del af samlingen på ARKEN.
I Martin Brandt Hansens kabinetter bliver masker og skulpturer, der på humoristisk vis imiterer historiske etnografiske objekter og inuit ikonografi, placeret side om side med nutidens masseproducerede hverdagsgenstande såsom isterningeposer, baseballbat og miniature-modeller. Stereotype forestillinger grønlandsk kultur bliver således ligestillet med vestlig produktionsæstetik, hverdagsobjekter med kunstværker og håndværk med industriel masseproduktion.
Den minimalistiske opstilling i glasmontrerne og det umiddelbare fravær af en tematisk eller formel relation mellem objekterne minder om den måde etnografiske objekter typisk er blevet fremvist på museer. Numeriske titler, som Kabinet 3905.3 / Ultima Thule, bekræfter den ironiske kommentar til forestillingen om rationelle, museale principper, der historisk har haft for vane at kategorisere værker af grønlandske kunstnere som etnografiske objekter, fremfor kunst.
Marie Kølbæk Iversen
Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) sætter i sine dragende installationer ny forskning og teknologi i relation til vores fælles mytologier, som hun formidler med enkle greb og komplekse, teoretiske problemstillinger.
Portents (2021) består af en 2-kanals videoinstallation med optagelser af hvide svaner i Danmark og sorte australske svaner i en park i São Paulo, Brasilien. Marie Kølbæk Iversen har fremstillet svanerne i negativ, så de hvide svaner fremstår sorte og de brasilianske hvide. De Sorte svaner i værket refererer til Black Swan-teorien der fremfører et argumentet, at vores verdens historie udvikles i takt med at begivenheder, der ellers anses for utænkelige, alligevel formår at finde sted.
Verdens undergang lurer lige under overfladen i videoinstallationen, hvor svanerne svømmer rundt i et mørke, der brydes af flimrende psykedeliske farvelag. Tankerne, der ledes mod klimakatastrofen, underbygges af værkets titel Portents. Foruden at betyde ’vidunderlige eller usædvanlige ting’, betyder titlen nemlig også ’varsler’. Værket inviterer os til at reflektere over de uforudsigelige og altomfattende konsekvenser af klimaforandringer.
Tora Schultz
Tora Schultz (f.1991) arbejder i sin kunstneriske praksis med readymades og enkle skulpturer, der med humor tydeliggør de stereotype kønsopfattelser, der er indbygget i hverdagsobjekter og vante omgivelser. The Devil’s Contract (2021) er et centralt værk i Schultz’ praksis, der indfanger hendes karakteristiske, poppede og innovative brug af symboler og readymade-æstetik.
Værket består af et par tårnhøje Prada-stiletter i rød lak, med hæle formet som spidse treforke. Stiletterne, der udstilles i en stillestående mad-elevator, refererer til promoveringsmaterialet fra popkultfilmen fra 2006, The Devil Wears Prada. Værket henviser på denne måde legende til modeindustriens sex-symboler og fremstillingen af magtfulde kvinder som kolde og skrappe.
The Devil’s Contract udgør hvad ARKENs nye samlingsstrategi betegner som et ’signaturværk’, et værk, der på en særlig facon indkapsler kunstnerens praksis i den pågældende periode, hvor det er skabt. Værket vil indgå i samlingens post-pop værker.