Kunsten og menneskets forhold til den ser vi som et kvalitativt anliggende. Det gælder fremfor alt for den enkelte i mødet med et kunstværk. Men det gælder faktisk også, om end på en anden måde og i en anden skala, eksempelvis institutioners tilgang til og forestilling om den kunst, de måtte rumme eller har ønske at rumme. Kunsten bør tænkes som en del af institutionens udtryk. Også en institution ”henvender” sig, gør en bestemt gestus, til sine brugere og gæster. Kunsten må forstås som en del af denne gestus.
Alle ansøgninger inden for fundatsens område behandles og overvejes grundigt, og ansøgningens kvalitet og specifikke indhold har afgørende betydning for dens chancer for at blive imødekommet. Mange ansøgninger får afslag. De bedste chancer har en ansøgning, som emmer af engagement i og sans for kunst ‒ og som måske har udfoldede forestillinger om, hvorledes kunsten kunne indgå i f.eks. museets samling og formidling eller institutionens uddannelser eller daglige liv.
”Væggene er så tomme”, eller ”nabomuseet/-gymnasiet har jo lige fået” er ikke tilstrækkelig begrundelse. Man skal gerne kunne formulere, hvorfor man gerne vil have kunst, og hvad dens funktion og placering indholdsmæssigt kunne være.