Formålet med Ny Carlsbergfondets donationer er at fremme kendskabet til og interessen for kunst. Til en donation fra fondet er knyttet en række vilkår, der gælder både før, under og efter kunstværkerne er overdraget til modtagerinstitutionen. Vilkårene skal sikre, at kunsten fremstår i en præsentabel og bevaringsmæssig god stand, der hvor folk møder den.
Vi samarbejder
Ny Carlsbergfondet udvælger kunstner/kunstværker. Det endelige udvalg justeres i dialog med Modtagerinstitutionen, ligesom denne står til rådighed for sparring i udviklingen og realiseringen af donationen.
Kommunikation
Al kommunikation om donationen skal koordineres med Ny Carlsbergfondet i alle faser i processen.
Klargøring af areal
Modtagerinstitutionen er ansvarlig for klargøring af det område, hvor kunsten skal installeres, herunder afdækning, rengøring etc. Det kan potentielt også indebære udgifter til f.eks. bygge- og anlægsarbejde.
Ejerskab og ansvar
Modtagerinstitutionen ejer kunsten efter modtagelse af donationen. Det er ikke tilladt at sælge kunsten. Modtagerinstitutionen må ej heller foretage ændringer i kunsten, placeringen eller omgivelserne uden Ny Carlsbergfondets og evt. kunstnerens godkendelse.
Drift og vedligehold
Modtagerinstitutionen har det daglige praktiske og økonomiske ansvar for kunsten, herunder drift og vedligehold, og skal sørge for, at kunsten vedligeholdes efter retningslinjerne i en evt. drift- og vedligeholdelsesplan. Kunstværket/kunstværkerne skal tilses mindst en gang om året af modtagerinstitutionens kunstansvarlige for akut opståede skader og slitage. Modtagerinstitutionen er ansvarlig for vedligeholdelse af kunsten og dækker alle omkostninger i forbindelse med udbedring af skader som følge af ydre omstændigheder som hærværk, tyveri, uheld og miljømæssige påvirkninger. Derfor anbefales det, at institutionen forsikrer værkerne.
Udpegning af kunstansvarlig
Modtagerinstitutionen skal udpege en kunstansvarlig på stedet, der skal varetage modtagerinstitutionens ansvar for kunsten samt den fremtidige kontakt med Ny Carlsbergfondet. Modtagerinstitutionen skal til en hver tid oplyse fondet, når der udpeges en ny kunstansvarlig.
Udlån
Ny Carlsbergfondet opfordrer til, at modtagerinstitutionen forholder sig imødekommende overfor henvendelser, der drejer sig om udlån til udstillinger på museer og kunsthaller. Alle udlån skal godkendes af Ny Carlsbergfondet.
Opfølgning
Ny Carlsbergfondet foretager løbende revision af fondets donerede værker.
Kontakt Ny Carlsbergfondet
Ny Carlsbergfondet kan til hver en tid kontaktes for råd og vejledning om drift,
vedligeholdelse og udlån. Modtagerinstitutionen skal tage kontakt til fondet om
følgende:
- Hvis det er nødvendigt at foretage indgreb i kunstens fysiske omgivelser, der har konsekvenser for kunstværkernes placering, f.eks. flytning eller renovering, skal fondet godkende ændringen forud for indgrebet.
- Hvis der sker ændringer i de oprindelige bevillingsforhold, f.eks. omorganisering, navneændring, sammenlægning og lignende, skal dette oplyses til fondet.
- Hvis der observeres ændringer i værkernes oprindelige bevaringstilstand, skal dette oplyses til fondet, hvorefter der vil tages stilling til skadens omfang.
- Hvis værket ønskes udlånt skal dette godkendes af fondet.
Hjemkaldelse og returnering
Ny Carlsbergfondet kan helt ekstraordinært hjemkalde donerede værker. Dette kan ske i
følgende tilfælde:
- I tilfælde hvor modtagerinstitutionen har misligholdt værker eller ikke levet op til vilkårene for donation.
- I tilfælde hvor der sker ændringer i de fysiske omgivelser, og Ny Carlsbergfondet, pba. en kunstfaglig vurdering, vurderer, at rammerne for kunsten ikke længere er egnede.
De specifikke rammer og krav vil fremgå af den kontrakt, som indgås mellem modtagerinstitutionen og Ny Carlsbergfondet forud for realisering af kunstprojektet.