Papirius og hans moder gengiver en central scene fra den antikke historie om drengen Papirius, der lyver for sin mor – i troskab mod Senatet og sin fader. Motivets etiske emne omhandler den psykologiske frigørelsesproces, som ethvert barn må igennem. Papirius og hans moder peger på såvel æstetiske som samfundsmæssige idealer fra Eckersbergs samtid, mens det beskæftiger sig med det højaktuelle begreb; nødløgnen.
Må man stikke en nødløgn?
Historien om drengen Papirius begynder da han – som det var skik for uddannelsen af overklassens drenge – besøger Senatet med sin far. Her hører han om en sag, som Senatet skal tage stilling til. Da hans mor, ved hans hjemkomst, spørger til, hvad det er, der skal stemmes om, stikker Papirius sin mor en nødløgn for at undgå at afsløre en statshemmelighed.
Han finder på en historie om, at senatorerne skal beslutte, hvorvidt det er bedst for Staten, at hver mand har to koner, eller at hver kvinde har to mænd. Papirius’ nødløgn leder moderen og resten af Roms kvinder på optog gennem byen for at plædere for den sidste løsning. Papirius’ løgn bliver da afsløret, og hans loyalitet overfor Senatet hædret.
Eckersbergs billede fanger Papirius i netop dette øjeblik, hvor de to fingre på hans højre hånd taler deres klare sprog.
Eckersberg og idealerne
Også stilmæssigt var Eckersberg inspireret af antikken og prærenæssancens æstetik. Ansigtsudtrykkene er idealiserede og nærmest arkaisk fremmalet. Eckersberg forenkler stilistisk motivet med sin realisme og åbner kompositorisk det billedlige rum i kraft af afklarede, centralperspektiviske linjeføringer.
Nødløgnen fremstår i Eckersbergs romantiske gestaltning som del af en ideel dannelsesrite.
Øregaards samling rummer i forvejen et tidligt hovedværk af Eckersberg, nemlig Portræt af Johannes Søbøtkers fire ældste børn fra 1806, der ligeledes formidler værdier for børneopdragelse og samfundsidealer med rødder i antikken.
Om C.W. Eckersberg
C.W. Eckersberg (1783-1853) kaldes af mange for dansk malerkunsts fader, fordi han gennem sin tid som professor og direktør på Kunstakademiet kom til at præge den følgende tids kunstnere. Han bidrog til den store udvikling, der skete i dansk malerkunst og bevægede sig væk fra historiemaleriet. Han ønskede at skildrede naturen og hverdagslivet på en sandfærdig måde – ikke gennem naturtro gengivelser, men ved at finde frem til det han mente var essensen i motivet.
Øregaards Museum har fået støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Ny Carlsbergfondet til at erhverve dette værk.
