Kunstner Inge Bjørn tildeles Ny Carlsbergfondets Hæderslegat 2025
Prisen hædrer en eller flere personer, der arbejder i kunstens tjeneste og som over tid har bevist en ypperlig faglig ambition samt har haft afgørende betydning for dansk kunstliv.
Inge Bjørns (f.1925) kunst er uendelig. Hun har påvirket tusinder af hænder, der med inspiration fra hendes virke har skabt helt nye værker. Når hun ikke var på Askov Højskole, hvor hun underviste i årene 1953-1993, gik hun nysgerrigt ud i verden for at møde mennesker og deres værksteder – for at tilegne sig kundskaber og bringe dem ind i kunsten. I den periode begyndte hun også at udstille tegninger, bloktryk og vævede billeder. Siden begyndelsen af 50erne har Inge Bjørn forenet håndens og åndens arbejde. Hendes mål har været klart: Håndens arbejde skal værdsættes på samme niveau som litteratur og filosofi. Inge Bjørns kunstneriske praksis hører blandt et af Danmarks fornemmeste eksempler på fri billedvævning, med værker der forener intuition med præcision. Hvert motiv er skabt med tålmodighed og kunstnerisk detaljerigdom i uld, hør og silke. Det kræver tid. Det kræver radikalitet og hænder, der kender materialet. Inge Bjørn har gennem sit virke gennem otte årtier understreget vigtigheden af at se storheden i verden omkring os – og det afspejler sig i hendes værker. De er frie og fulde af bevægelse.
Produceret af JJ Film.