Et af kendetegnene ved Karen og Ebbe Clemmensens bygning er den store opmærksomhed på forholdet mellem ude- og inde-rum hvor disse flettes sammen gennem vinduespartier, atriumgårde og bygningens placering i det nøje planlagte landskab. De tre billeder har samme størrelse som vinduerne ud mod Stengården, de spejler disse og åbner op for nye rum og verdener.
Et grundelement i værket er Karen og Ebbe Clemmensens oprindelige tegninger af bygningen. Herfra vokser nye forhold ud af velkendte billeder og i de vante rum opstår en følelse af noget der på samme tid er øjeblikkeligt genkendeligt og hjemligt og nyt og fremmed. Værket udvider ikke kun rummet visuelt, men udvider oplevelsen af mulige rum. Bogstaveligt talt som vinduer mod nye mulige verdener hvor forholdet mellem ude og inde og mellem naturen og menneskets bygninger er sammenfiltret.
Overalt i skolens bygning opleves en menneskelig skala, en stilfærdig poetisk, ofte intim, arkitektur der undgår monumentalitet. Det er en arkitektur, der i samklang med sin tid understøttede — og stadig understøtter — et ideal om en anti-autoritær, human uddannelse hvor ansatte og studerende mødes på uformel vis i deres fælles dagligdag. De mange forskellige opholdsrum og overgangszoner giver talrige muligheder for at finde sammen med andre, såvel som for at finde sine egne rum.
Species of Spaces er den engelske titel på den franske forfatter Georges Perec’s bog Espèces d’espaces. Her undersøger og klassificerer han på humoristisk vis hverdagens rum på samme måde som man i naturvidenskab forsøger at definere forskellige arter af dyr, planter og økosystemer. Udsmykningen Species of Spaces undersøger rumlige arter og lader dem flyde sammen i nye blandede former af natur og kultur, som billeder på en verden præget af klimaforandringer og en teknologisk udvikling hvor denne adskillelse ikke længere er mulig — og i realiteten naturligvis aldrig var det. En verden hvor vi alle er opmærksomme på afhængigheden af hinanden, ikke kun mennesker imellem, og ikke kun levende væsener imellem, men også mellem levende og ikke-levende materiale.
Species of Spaces benytter nogle af de eksisterende definerende træk ved arkitekturen. Den tætte kontakt mellem indre og ydre rum, de flydende overgange og hvordan bygningen fletter sig ind i landskabet. I Species of Spaces fletter floraen sig ind i bygningerne og gror nye rum. Når man står foran værkerne, vil man se sin egen silhuet blive en del af landskabet i billedet sammen med de figurer fra de originale arkitekturtegninger der anes som en slags spøgelser af fortidens ide om fremtidens studerende. Fortid, samtid og fremtid glider ud og ind i mellem hinanden.
Det er en verden man kan opleve at træde ind i, måske til en samtale om idealer, om opløsning af faste rum og kategorier, men også om sammenhæng, flydende grænser og flydende identiteter. En fælles krop af arkitektur, natur, kultur, mennesker og undervisning. Et sted til at tænke og et sted for nye verdener.