Hvad er puljens formål?
Det er et væsentligt mål for Ny Carlsbergfondet, at kunst placeres dér, hvor mange forskellige mennesker kan møde den, opleve den og mærke dens betydning.
Når danske, grønlandske og færøske kunstmuseer, kunsthaller og øvrige udstillingssteder skaber kunstudstillinger, gør de netop kunsten bredt tilgængelig, og derfor spiller de en afgørende rolle i denne sammenhæng.
Derfor støtter fondet, at kunstmuseer, kunsthaller og udstillingssteder kan realisere originale, kunstfagligt kvalificerede udstillinger, der er relevante for et bredt nutidigt publikum.
Fondet har samtidig blik for, at udstillinger kan skabe nye perspektiver på aktuelle spørgsmål og er afgørende for kunstnernes arbejde, udviklingen af kunsten og den kunsthistoriske viden.
Betegnelserne kunst og kunstner dækker i denne sammenhæng både billedkunst, kunsthåndværk og design og puljen henvender sig dermed i lige så høj grad til udstillingssteder for billedkunst, design og kunsthåndværk.
Hvem kan søge?
- Danske, grønlandske og færøske kunstmuseer, designmuseer og museer for kunsthåndværk.
- Danske, grønlandske og færøske kunsthaller.
- Ikke-kommercielle udstillingssteder for kunst, design og kunsthåndværk i Rigsfællesskabet.
- Andre danske, grønlandske og færøske museer og udstillingssteder er også velkomne til at søge, forudsat, at udstillingen er kunstfagligt forankret.
- Festivaler og lignende aktører, der i forbindelse med deres afholdelse udstiller eller iscenesætter væsentlig samtidskunst. design eller kunsthåndværk.
- Ansøgningen skal indsendes af det udstillingssted eller den aktør, der er ansvarlig for udstillingen.
- Kunstnere og kuratorer kan ikke søge individuelt.
- Den enkelte institution kan indsende én ansøgning ved hver ansøgningsfrist.
Hvad støttes?
- Udgifter, der er direkte forbundet med at realisere én konkret udstilling. Det kan blandt andet være:
- Research, rejser, ophold, transport og forsikring, udstillingsscenografi, installation, formidling og kommunikation samt produktion af værker af danske, grønlandske og færøske og udenlandske kunstnere.
- Ved støtte til værkproduktion skal det fremgå tydeligt, at kunstnerne honoreres og tilbydes rimelige betingelser. Der skal også på forhånd være indgået en aftale om ejerskab, et eventuelt senere salg og andre relevante vilkår for værket.
Hvad støttes ikke?
- Løn til fastansatte medarbejdere og andre udgifter som hører under udstillingsstedets almindelige drift
- Udstillingsprogrammer eller flere udstillinger samlet i én ansøgning
- Udstillinger, der åbner før den relevante ansøgningsfrist
- Udstillingskataloger og øvrige publikationer, som skal søges gennem fondets publikationspulje: Publikationer.
- Kunstakademiernes afgangsudstillinger.
- Open call-udstillinger.
- Arkitekturudstillinger. Publikationer om arkitektur og havekunst kan støttes via fondets publikationspuljer.
Økonomi
Puljens budget indgår i et samlet budget for kunstudstillinger i Rigsfællesskabet og internationale udstillinger af dansk, grønlandsk eller færøsk kunst.
Fondet fastsætter årligt det samlede budget og beslutter herunder, hvor stor en andel der skal afsættes til internationale udstillinger af dansk, grønlandsk eller færøsk kunst.
De seneste tre år er i alt anvendt:
- 2025: 38 mio. kr.
- 2024: 31 mio. kr.
- 2023: 24 mio. kr.
Fondet værdsætter transparente budgetter og finansieringsplaner, der viser, hvordan udstillingen kan realiseres på et solidt og realistisk grundlag.
Egen- og medfinansiering er ikke et krav, men fondet byder den velkommen som et udtryk for udstillingsstedets dedikation og engagement i projektet.
Hvordan ansøger man?
- Ansøgning skal indsendes via fondets onlinesystem.
- Ny Carlsbergfondets bestyrelse vurderer ansøgningerne og giver enten tilsagn om interesse - eller afslag.
- Ansøger modtager svar via onlinesystemet.
Vær opmærksom på, inden du søger…
- Puljen skal ansøges af udstillingsstedet. Individuelle kunstnere kan ikke søge.
- Der kan kun søges til én udstilling pr. ansøgning.
- Den samme institution kan kun indsende én ansøgning til samme pulje ved hver ansøgningsfrist.
- Udstillinger, der åbner før ansøgningsfristen, kan ikke opnå støtte.
- Nulevende kunstnere skal honoreres på rimelige vilkår.
- Ansøgninger, der ikke opfylder de formelle krav eller overstiger det tilladte omfang, behandles ikke.
- Udstillingskataloger og publikationer søges særskilt gennem fondets publikationspulje.
- For denne pulje gælder det generelt, at betegnelserne kunst og kunstner dækker både billedkunst, kunsthåndværk og design. Puljen henvender sig dermed i lige så høj grad til udstillingssteder for billedkunst, design og kunsthåndværk.
Kriterier
Fondet vurderer ansøgningen samlet på baggrund kriterierne nedenfor:
- Udstillingsstedet har en relevant faglig profil og lokal position
- Udstillingen er kunstfagligt stærk og af høj kvalitet
- Udstillingen har et overbevisende kuratorisk koncept
- Udstillingen bidrager med relevante og originale perspektiver
- Udstillingen forholder sig til væsentlige strømninger og spørgsmål i samtiden
- Udstillingen ledsages af stærke formidlingsindsatser
- Nulevende kunstnere honoreres rimeligt
- Ved vurdering af historiske udstillinger lægger fondet vægt på, om udstillingen bidrager med nye eller væsentlige perspektiver på dansk, grønlandsk eller færøsk kunst, design eller kunsthåndværk
Strategiske perspektiver for vurdering af ansøgningen
Fondet arbejder ud fra en filantropistrategi, som blandt andet bliver omsat til praksis gennem støtte til ansøgninger. Når fondet vurderer en ansøgning, kan der derfor indgå overvejelser om hvordan en eventuel bevilling vil understøtte strategiens fokus på:
- DIVERSITET. Fondet fokuserer på en bred repræsentation i kunstverdenen. Det kan derfor indgå positivt i vurderingen, hvis udstillingen synliggør forskellige kunstneriske positioner og praksisser, bidrager med underbelyste perspektiver, repræsenterer forskellige generationer, medier, geografier og kunsthistorier, bidrager til en bredere fortælling om dansk, grønlandsk eller færøsk kunst i verden.
- FORMIDLING. Fondet fokuserer på, at kunsten gøres tilgængelig og nærværende for flest mulige. Det kan derfor indgå positivt i vurderingen, hvis formidlingen skaber konkrete, nærværende møder mellem kunsten og publikum eller hvis formidlingen er tilpasset udstillingens målgrupper og understøtter, at flere får mulighed for at opleve, undersøge og engagere sig i kunsten.
- INTERNATIONALISERING. Fondet fokuserer på, at den danske kunstscene er en del af det internationale kunstmiljø. Det kan derfor indgå positivt i vurderingen, hvis udstillingen skaber forbindelser til udenlandske kunstnere, kuratorer, institutioner eller faglige miljøer eller bringer internationale perspektiver og kunstneriske praksisser i dialog med den danske, grønlandske og færøske kunstscene og et bredt dansk, grønlandsk eller færøsk publikum.
- VÆKSTLAG. Fondet fokuserer på opgaver og muligheder for den næste generation i kunstverdenen. Det kan derfor indgå positivt i vurderingen, hvis udstillingen giver yngre eller tidligt etablerede kunstnere og mulighed for at udvikle og præsentere deres praksis eller hvis den bidrager til kunstfaglig udvikling på mindre, yngre eller perifert placerede udstillingssteder med et væsentligt potentiale.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Oplysninger, der skal indgå i ansøgningen, skal indtastes i fondets ansøgningssystem. Hav derfor følgende oplysninger klar:
- Projektbeskrivelse, maks. 4.800 anslag, som forholder sig til puljens kriterier og beskriver udstillingens koncept, præsenterer kunstner- og værkudvalg, redegør for formidlingsgreb, beskriver udstillingens relation til institutionens profil, program og eventuelle samling.
- Budget og finansieringsplan. Budgettet skal være detaljeret og ledsages af en finansieringsplan, der matcher budgettet og redegør for udstillingens samlede finansiering, herunder eventuel egenfinansiering, navngivne fonde, øvrige tilskud, sponsorer og andre indtægter. Fondet lægger vægt på gennemarbejdede og transparente budgetter og finansieringsplaner, som giver et klart billede af udstillingens økonomiske grundlag og sandsynliggør, at den kan realiseres.
- CV eller kort bio for nulevende kunstnere. Maksimalt én side pr. kunstner. Ved flere kunstnere foretages et prioriteret udvalg.
- Illustrationer. Illustrationer med direkte relation til udstillingen, maksimalt fem sider.
Når du har indsendt din ansøgning… / Videre proces
- Ansøgere kan forvente at modtage svar cirka ni uger efter ansøgningsfristens udløb.
- Fondet gennemgår de indsendte ansøgninger efter ansøgningsfristens udløb og prioriterer de ansøgninger, der bedst matcher puljens krav og kriterier samt filantropistrategiens fokuspunkter. Hvis en ansøgning ikke eller kun i begrænset omfang lever op til disse, er det som regel ikke muligt at opnå støtte. Ansøgninger, der i højere grad opfylder kriterierne, kan opnå enten en fuld eller en delvis bevilling.
- Svaret udsendes via ansøgningssystemet.
Krav til afrapportering
- Hvis der undervejs i projektet opstår behov for mindre justeringer i budgettet eller udstillingsformatet, kan disse som udgangspunkt gennemføres uden forudgående godkendelse. Hvis der derimod er tale om væsentlige ændringer i projektets indhold, omfang eller økonomi, skal disse godkendes af fondet, inden de gennemføres.
- Når udstillingen er gennemført, og projektet er afsluttet, skal udstillingsstedet indsende en afrapportering. Afrapporteringen skal indeholde et realiseret budget, der viser, hvordan bevillingen er anvendt, og dokumenterer, at bevillingen er brugt i overensstemmelse med det budget, der indgik i ansøgningen og lå til grund for bevillingen.
- Derudover skal der vedlægges en kort redegørelse for, hvordan udstillingen er blevet realiseret. Redegørelsen skal beskrive, i hvilken grad udstillingen er gennemført i overensstemmelse med den projektbeskrivelse, der indgik i ansøgningen og lå til grund for bevillingen.
For yderligere spørgsmål, kontakt:
Ansøgningskonsulent, Ane Bülow, anb@ncf.dk, +45 31 24 61 65
Ansøgningskonsulent, Klara Pagh, kpt@ncf.dk, +45 61 69 21 12