Årets program er formet af Carlsbergfamiliens engagement i videnskaben, kunsten og unges drømme og fællesskaber i Danmark.
Vi sætter scenen for både forskere, kunstnere, debattører, beslutningstagere og unge stemmer som vil inspirere, debattere og give stof til eftertanke om tidens væsentligste temaer og udfordringer, når årets Folkemøde finder sted fra den 12. til 14. juni i Allinge på Bornholm.
Nedenfor får du et overblik over Ny Carlsbergfondets debatter og indslag, og her på siden finder du også mere information om hele Carlsbergfamiliens omfattende program for scenen Tabernaklet i Nørregade 35.
TORSDAG
11.05 – 11.35: Hvordan kan man genskrive kunsthistorien i en verden af AI?
Lex - Danmarks Nationalleksikon har lanceret et nyt online kunstnerleksikon med frit tilgængelige, forskningsbaserede og opdaterede biografier om danske billedkunstnere og arkitekter. Lex genskriver samtidig kunsthistorien ved at give plads til tidligere oversete kunstnere, herunder kvindelige kunstnere.
Ny Carlsbergfondet inviterer til samtale med direktør hos Lex – Danmarks Nationalleksikon Ole Mølgaard, professor emerita og rådsleder for det biografiske råd hos Lex Birgitte Possing samt kunstner og forperson i Billedkunstnernes Forbund Marie Thams.
Moderator: journalist Iben Maria Zeuthen.
11.40 – 12.40: Hvem tilhører kunsten – og hvem har adgang til den?
Ny Carlsbergfondet inviterer til samtale om kunsten som fælles samfundsgode og som del af et internationalt marked. Hvilket ansvar har fonde, museer, politikere og kunsthandlere for offentlig adgang til kunsten, og hvordan vil kunstens bevægelse på tværs af grænser påvirke fremtidens kulturarv?
Mød direktør for SMK Astrid la Cour, kunstrådgiver Kasper Nielsen, dokumentarist bag DRs ”Pengeland” Andreas Dalsgaard, direktør for Skagens Museum Lisette Vind Ebbesen, kulturjournalist Camilla Stockmann, direktør for Designmuseum Danmark og bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet Anne-Louise Sommer.
Moderator: journalist Lars Trier Mogensen.
FREDAG
14.35 – 16.10: Kunst til Folkeskolen – hvordan kan den næste generation opleve kunst?
Ny Carlsbergfondets initiativ Kunst til Folkeskolen giver skoleelever mulighed for at møde kunst i hverdagen, og 300 folkeskoler får doneret kunst. Vidner den store interesse om et uopfyldt behov for mere kunst i børn og unges skoledag?
Mød formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening Regitze Flannov, kunstner John Kørner, næstforperson for Danske Skoleelever Aksel Skovgaard Justesen, direktør for Ny Carlsbergfondet Michael Thouber, direktør for Trapholt Karen Grøn, udviklingskonsulent hos Skoletjenesten Lise Sattrup, direktør for ARKEN Johan Holten og direktør for LIFE Fonden Stefan Hermann.
Moderator: journalist Anja Bo.
LØRDAG
11.05 – 11.35: Musikalsk performance af Adam Christensen og Emil Palme
Oplev en musikalsk performance af kunstneren Adam Christensen i samspil med komponist Emil Palme, præsenteret af Ny Carlsbergfondet. Et centralt fokus i Adam Christensens praksis er konstruktionen og repræsentationen af rum og de fortællinger, der udfolder sig om hjertesorg, begær, erindring og identitet. Han skaber en form for ‘scene’, hvorfra han interagerer med publikum og omformer narrativet, ofte ved at synge til harmonika og læse noveller højt. Det føjer nye lag til fortællingen i en proces af konstant udvikling.
11.40 – 12.40: Perspektiver på kunsten anno 2026
Ny Carlsbergfondet uddeler hvert år kunstpriser, der hædrer markante skikkelser i dansk kunstliv. I 2026 modtog Kirsten Ortwed, Inuuteq Storch og Stine Bidstrup Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat, mens Louisiana-kurator Anders Kold blev tildelt Ny Carlsbergfondets Museumslegat, og kunsthistoriker Bente Scavenius modtog Ny Carlsbergfondets Hæderslegat.
Mød Kirsten Ortwed, Stine Bidstrup og Bente Scavenius i en berigende samtale om deres arbejde med kunsten og deres perspektiver på tendenser i kunstverdenen anno 2026.
Moderator: journalist Ane Cortzen.
Vær med til at bestemme verdens gang
Udover Ny Carlsbergfondets debatter har Carlsbergfamilien en perlerække af spændende og underholdende indslag på scenen, når Carlsbergfondet og Tuborgfondet sætter fokus på så forskellige emner som grundforskning, demokrati, unge forskere, den danske fondsmodel, Jantelov, kvante, Big Tech, krig, krise, biodiversitet og grønlandske stemmer om opvækst, identitet og tilhørsforhold.
Du kan også opleve et interaktivt simulationsspil, hvor to hold bliver sat i spidsen for at skabe hver deres bud på, hvordan vi prioriterer i en verden med krig, klimaforandringer, energikrise og stormagtsrivalisering. Publikum spiller med og kan dermed påvirke verdens gang!
Ikke nok med at du kan opleve den musikalske performance af Adam Christensen og Emil Palme, så kan du også se koncerter med nye, stærke danske navne som Bette, Søn og Kayak – og så vil der være masser af tid til at hænge ud på pladsen ved Tabernaklet.
Om Carlsbergfamilien
Carlsbergfamilien omfatter de tre fonde Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet, museerne Frederiksborg Nationalhistorisk Museum og Ny Carlsberg Glyptotek, kulturattraktionen Home of Carlsberg, forskningslaboratoriet Carlsberg Laboratorium samt den verdensomspændende bryggerikoncern Carlsberg A/S.
Årets Folkemødeprogram er tilrettelagt af de tre fonde i Carlsbergfamilien: Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet.
Skulpturteltet Tabernaklet er skabt af billedhugger Bjørn Nørgaard.
Find os på Nørregade 35.