Ny Carlsbergfondet uddeler Ph.d.-stipendier til projekter inden for kunstvidenskabelige problemstillinger i bredeste forstand, som har betydning for det ansøgende museum, kunsthal eller udstillingssteds virke. Det kan være mere traditionel kunsthistorisk eller kunstteoretisk forskning i forbindelse med samlinger, men også omfatte andre problemstillinger i forbindelse med institutionens virke i samfundet i øvrigt: strategi, kuratering, markedsføring, kommunikation og formidling.

Ansættelsesstedet kan være enten et dansk universitet eller et statsanerkendt museum (som iht. museumsloven har forskningsforpligtelse).

Ansøgningsfrist

Der kan søges en gang om året. Se de specifikke ansøgningsfrister under 'Ansøgningsfrist og kontakt'. 

Hvem kan søge?

Kunstmuseer, kunsthaller og udstillingssteder. I særlige tilfælde kan også kulturhistoriske museer ansøge, såfremt projektet har kunst som sit hovedfokus. Det er samtidigt muligt for flere institutioner af ansøge i fællesskab.

Ansøgningsproces

  1. Kunstmuseet, kunsthallen eller udstillingsstedet ansøger fondet om et ph.d.-stipendium.
  2. Ny Carlsbergfondets bestyrelse vurderer de indkomne ansøgninger og giver forhåndstilsagn eller afslag.
  3. Hvis kunstmuseet/kunsthallen/udstillingsstedet modtager forhåndstilsagn fra Ny Carlsbergfondet, meddeler kunstmuseet/kunsthallen/udstillingsstedet Ny Carlsbergfondet, hvilken af to modeller for ansættelse af kandidaten, der ønskes benyttet (de to modeller er udformet, så de er i overensstemmelse med universiteternes ansættelsesbekendtgørelse).
    Model 1: Ansættelse af kandidat foregår efter et åbent opslag.
    Model 2: Kunstmuseet/kunsthallen/udstillingsstedet oplyser navn og CV (højst en side) på en egnet kandidat og indsender budget for lønudgifter baseret på den pågældende kandidats løntrin.  
    Ny Carlsbergfondet meddeler endelig bevilling til kunstmuseet/kunsthallen/udstillingsstedet.
  4. Benyttes model 1 slås stipendiet op i samarbejde mellem kunstmuseet/kunsthallen/udstillingsstedet og universitetet. Når stipendiaten er ansat, indsendes budget for lønudgifter baseret på den pågældende stipendiats løntrin.

Benyttes model 2 udarbejder den udpegede kandidat en ansøgning til universitetet, hvor den gennemgår en faglig bedømmelse. Er bedømmelsen positiv, effektueres den endelige ansættelse. Når stipendiaten er ansat, indsendes budget for lønudgifter baseret på den pågældende stipendiats løntrin. Er bedømmelsen negativ, kan kunstmuseet/kunsthallen/ udstillingsstedet efterfølgende vælge at gøre brug af model 1 – det vil sige ansættelse via et åbent opslag.

Kriterier

Projektet skal:

  • på original vis forbinde sig med den vigtigste eksisterende forskning inden for området.
  • have en såvel kunstvidenskabelig som samfundsmæssig relevans.
  • være teoretisk og metodisk fyldestgørende.
  • have relevans for det pågældende museum, kunsthal eller udstillingssteds faglige og strategiske profil.
  • forankres i det pågældende universitets forskningsområder og -miljø.
  • bidrage til øvrige nationale og internationale forskningsmiljøer.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

  • Projektbeskrivelse på højst to normalsider à 2.400 tegn inkl. mellemrum (bemærk at navn på kandidat IKKE skal oplyses i projektbeskrivelsen), der forholder sig til de ovenfornævnte kriterier.
  • Foreløbig aftale med et dansk universitet om forskeruddannelse og eventuel ansættelse.
  • Højst to sider med illustrationer.
  • Litteraturliste på højst en side.
  • Redegørelse for eventuel medfinansiering eller anden ansøgt/bevilget støtte.

Ansøgninger, der ikke overholder formalia, afvises administrativt. Bemærk at en normalside er 2.400 tegn inkl. mellemrum.

Økonomi

  • Ny Carlsbergfondet medfinansierer aflønningen af ph.d.-stipendiaten baseret på vedkommendes løntrin med op til 1,7 mio. kr.
  • Derudover støtter Ny Carlsbergfondet stipendiatens aktivitetsudgifter med i alt 100.000 kr., som stipendiaten disponerer over til konferencerejser, udlandsophold, litteratur og materialer, workshop-afholdelse, eller lignende.  
  • Med stipendiet følger derudover 750.000 kr. – fordelt med et fast beløb på 300.000 kr. til universitetet (uddannelsestaxameter) samt administrationsbidrag på 100.000 kr. pr. år til den institution, hvor kandidaten ansættes, og 50.000 kr. pr. år til den samarbejdende institution.
  • Skulle de samlede projektomkostninger overstige bevillingen, forventes de involverede institutioner at sikre restfinansieringen.
  • Ny Carlsbergfondet dækker dokumenterede merudgifter i forbindelse med kandidatens eventuelle senere barsel eller sygdom.
  • I projektets afsluttende fase kan der søges økonomiske midler til formidling af projektet i form af eksempelvis seminar, publikation eller udstilling. Midlerne søges gennem Ny Carlsbergfondets almindelige ansøgningssystem og vurderes således på lige fod med andre ansøgninger.

Afrapportering

Når et projekt er afsluttet, skal ansøger indsende et regnskab samt en rapport på højst to normalsider, hvori stipendiaten redegør for projektets forløb og resultater.

For yderligere spørgsmål

Kontakt: Forskningskonsulent Tom Hermansen, th@ncf.dk, +45 24813185