På vegne af Ny Carlsbergfondets bestyrelse er det mig en stor ære og glæde at skulle uddele Carl Jacobsens Museumsmandslegat 2015.
Ved årets tildeling har vi valgt at belønne et menneske, som i vores øjne på fremragende og vedholdende vis løfter opgaven som museumsleder.
En opgave, der mere end nogensinde skal udføres i et krydspres af forventninger fra museernes mange og vidt forskellige interessenter.
Museerne er vidensinstitutioner, oplevelsesrum, motorer for vækst og regional udvikling og mere til. Og samtidig er det afgørende, at der ud over evnen til fundraising, personaleledelse, økonomi og politik fastholdes en sikker og levende kunstfaglighed under det hele – arbejdet skal foregå ”i kunstens tjeneste”, som vi siger her i fondet.
Det er absolut ikke nogen nem opgave, men at det kan lykkes er årets modtager af museumsmandslegatet om nogen et levende bevis på.
For sit visionære, professionelle og dybt engagerede virke går legatet i år til mag.art. museumsdirektør Anne Højer Petersen.
I løbet af de 18 år, Anne har siddet ved roret på Fuglsang Kunstmuseum ved Toreby på Lolland, tidligere Storstrøms Kunstmuseum i Maribo, har stedet udviklet sig til et af landets væsentligste og toneangivende kunstmuseer.
Det gælder den betydningsfulde og fremragende forskning, der bedrives på stedet takket være Annes Højer Petersens blik for museets særlige plads i det kunsthistoriske landskab og hendes evne til at etablere de nødvendige økonomiske og organisatoriske vilkår omkring forskningens realisering.
Det gælder de smukke fysiske rammer om kunsten, hun har stået i spidsen for at sikre med den engelske arkitekt Tony Frettons bygning, der blev indviet i 2008, og som forener natur og kunstoplevelse på stedet.
Og det gælder Fuglsangs formidlings- og oplevelsestiltag, som lukker et stort og bredt publikum ind i kunstens verden ved modigt og eksperimenterende at satse på at sætte kunsten i spil i forhold til f.eks. musikken, meteorologien, astronomien og litteraturen.
Dertil kommer Annes mangeårige overskud til engagement i fællesmuseale sager fagligt og kulturpolitisk: I syv år som medlem af bestyrelsen for det, der engang hed Foreningen af Danske Kunstmuseer, og som nu er del af brancheorganisationen ODM, heraf et par år som formand. Hun har samtidig lagt mange kræfter i frivilligt arbejde for Kulturstyrelsens museumsfaglige råd, bestyrelsesarbejde i Museernes Fælleskonservering og en række andre hverv af kulturpolitisk og kunstfaglig karakter. Og yderligere overskud har hun haft til undervejs at erhverve en diplomuddannelse i museumsledelse og såkaldt leisure management ved University College Sjælland.
Det er Ny Carlsbergfondets mål at bringe kunst af den højeste kvalitet ud til hele Danmark blandt andet gennem støtte til kunstmuseerne – på Fuglsang Kunstmuseum har vi i dig Anne Højer Petersen en fremragende, flittig, faglig fighter for den sag på posten, og derfor er det os en meget stor glæde at kunne takke og hædre dig for de flotte resultater, du allerede har præsteret, og at ønske dig god vind fremover med tildelingen af Carl Jacobsens Museumsmandslegat 2015 på 150.000 kr.
Christine Buhl Andersen