Allerede før Tal R forlod Det Kgl. Danske Kunstakademi i år 2000, lyste han op med talent og energi. Bl.a. ved at insistere på at ville male og tegne på et tidspunkt, hvor ellers medier som videoen og installationskunsten dominerede.
Ligeledes vakte det opsigt, da han dengang midt i 90’ernes samfundsengagerede kunst-dagsordener, erklærede, at han fandt tidens konceptuelle og politiske indhold i billedkunsten mindre interessant.
Ikke fordi virkeligheden ikke må komme ind i hans kunst, for Tal R er en iagttager af verden om noget, men fordi det hos ham sker i en insisterende tro på billedets eget sprog og med dets egne virkemidler.
Da han slog internationalt igennem - og snart modtog både Carnegie Award og Eckersberg-medalje - var det således ikke mindst på baggrund af hans nærmest ”altædende” omgang med virkeligheden.
Det er en tilgang, han selv har beskrevet med det jiddischske ord ”kolbojnik”, som betyder noget i retning af den store fælles skraldespand. Fra kludetæpper til gamle fotografier, fra glittede blade til kartoffeltryk og retro-silketørklæder fra Hérmès – alle slags virkelige ting og materialer fandt vej ind i værkerne, om de så blev overmalede, klippet i stykker og limet sammen, tegnet på, eller afstøbt i en skulptur, nu indordnet under billedets dogme eller benspænd - det være sig et sofistikeret farvesystem et mønster eller en anden struktur.
Man kunne kalde det traditionen fra det 20. århundredes store collage-avantgarde, Picasso og Rauschenberg, men så er det også en dansk skrammelkunsttradition, en form for ”Return of the Real”, hvor den jødiske kultur, Tal R er barn af, smelter sammen med det hverdags-Danmark, han er vokset op i, og hvor i øvrigt alle slags referencer kan indgå fra Walt Disney til en totempæl - ofte med en afvæbnende humor eller underfundighed i billedets titel.
I de senere år har Tal R arbejdet med et andet freskoagtigt og atmosfærisk maleri baseret på pigment blandet med harelim. Her er farven mere tør og blød, og penselstrøget suges straks ind i lærredet, så det ikke kan gøres om. Det gælder f.eks. i serien af Københavnerbilleder, hvor motiver fra Vesterbro, Indre By og Søerne er iagttaget i en form for altmodisch, flanerende blik.
Vi ser byen malet frem i en stiliseret gengivelse, hvor geometri og formrytmer nærmer sig abstraktionen, og hvor maleren modigt aktiverer sine forgængere i maleriets store historie. Her spejler Edvard Munchs måne sig i Sortedammen og et nærmest Max Beckmannsk Europa af i går træder frem, f.eks. med krøblingen i den lange grønne frakke i baren i billedet ”The Invisible Chair”.
Ny Carlsbergfondet har gennem årene gjort erhvervelser af Tal Rs kunstværker, bl.a. til danske kunstmuseer og andre offentlige institutioner – herunder også fra hans omfattende grafiske produktion. Og pt glæder vi os meget over at samarbejde med ham om to store kommissionsprojekter til det offentlige rum.
Her og nu ønsker vi at hædre Tal R med Ny Carlsbergfondets kunstnerlegat i anerkendelse af et vedholdende arbejde med et usædvanligt originalt og mangfoldigt værk og en insisterende tro på billedets eget sprog. Måtte det blive til inspiration for yderligere kunstnerisk udvikling og succes - i Danmark såvel som ude i den store verden.
Så kære Tal R, vil du venligst komme herop og modtage prisen, et gavebrev på 100.000 kr.