Stedet Tæller X er en fælles indsats fra Realdania og Ny Carlsbergfondet, der sætter fokus på særlige steder i Danmarks landkommuner. Fire af de i alt ni udvalgte projektsteder skal udvikles i et tværfagligt samarbejde mellem kunstnere og arkitekter.
Derfor lancerede Ny Carlsbergfondet i august et open call rettet mod professionelle kunstnere, der kunne tænke sig at byde ind på denne opgave. Efter ansøgningsfristen den 18. september havde hele 136 professionelle billedkunstnere med erfaring i at arbejde med stedsspecifik kunst i by og landskab meldt deres interesse.
Ny Carlsbergfondets bestyrelse inviterede på baggrund af disse interessetilkendegivelser 12 kunstnere ind i en af de fire konkurrencer. De inviterede kunstnere fik herefter til opgave at vælge en nyetableret tegnestue at samarbejde med, og de er nu fundet.
Sammen skal kunstner og tegnestue nu udforme et idéoplæg til det konkrete projekt, de er blevet tilknyttet. Idékonkurrencerne i kunst- og arkitektursporet skydes i gang 1. december og løber frem til 5. februar 2024. De vindende idéoplæg vil blive offentliggjort i begyndelsen af maj 2024, og herefter skal idéerne udvikles og realiseres. Læs mere om Stedet Tæller X og de fire projektsteder her.
”Vi er overvældede og taknemmelige for den store interesse i vores open call til Stedet Tæller X. Det er berigende at så mange har lyst til at arbejde tværfagligt med kunst og arkitektur. Det var ikke nogen let opgave at vælge 12 ud af så mange kvalificerede og motiverede kunstnere, men det var spændende og lærerigt at få et nyt indblik i de mange kunstnere, der arbejder med kunsten ude i vores fælles rum. Vi har haft særligt øje for at skabe en bredde i feltet, der sikrer, at både den erfarne og yngre generation af kunstnere er repræsenteret i idékonkurrencerne,” siger Christine Buhl Andersen, forperson i Ny Carlsbergfondet.
Læs med herunder om de fire projekter i kunst- og arkitektursporet og om de 12 hold, der deltager i idékonkurrencerne.
Skagen: Grenen X Bunkerne
Grenen er en af de største naturattraktioner i Danmark. Hvert år besøger over en million mennesker det særlige sted, hvor Skagerrak og Kattegat mødes. Her er opgaven at skabe en ny helhedsoplevelse, hvor turen ud til Grenens spids handler om andet og mere end at nå frem til hovedattraktionen. Afsættet er de mange bunkere, der ligger spredt rundt i klitlandskabet, og som endnu har et uforløst potentiale.
I konkurrencen skal følgende hold deltage:
- A Kassen og Martin Marker (A-A Collective)
- Oskar Koliander og Holme Architects
- Sofie Thorsen og MBYlandskab
Ringkøbing: Holmsland Hotspot
Området Holmsland er idyllisk beliggende ved Ringkøbing Fjord. Naturen er en del af hverdagslivet og tiltrækker også mange besøgende udefra. Ønsket er at skabe et nyt mødested syd for den lille by Kloster tæt på det internationalt anerkendte Surfspot for kitesurfere. Der skal skabes en stærk og synlig stedmarkør og et mødested med faciliterer, der lægger op til leg, liv og ophold for lokale, surfere og de mange turister, der året rundt besøger Holmsland.
I konkurrencen skal følgende hold deltage:
- Jacob Dahlgren og Lasovsky Johansson Architects
- Rikard Thambert og Relieff Arkitekter
- Mette Winckelmann og Sophie Sahlqvist Landskab
Rømø: Grænseløse Horisonter
Med sin bredde på op til 3 km er Sønderstrand på Rømø en af verdens bredeste strande. Her er horisonten grænseløs, der er hav og himmel, sand og skønhed, så langt øjet rækker - og oplevelsen af at være lille menneske i den store natur er meget stærk. Nu skal ankomststedet til stranden transformeres fra parkeringsplads og skilteskov til en destination for en helt unik naturoplevelse, der samler og formidler det storslåede landskab.
I konkurrencen skal følgende hold deltage:
- Karin Lind og Nyboe Andersen Landskab
- Karin Lorentzen og Stadia Arkitekter
- Marie Lund og pihlmann architects
Rødby: Infrastruktur x Rå Natur
Langs motorvejen ved Rødby skal der skabes et landskabsværk i stor skala – dér, hvor motorvejen mod den kommende Femern Bælt-forbindelse krydser det landskab, som landbruget har været med til at forme i mange århundreder, men som nu er udlagt til vild natur og rekreation. Afsættet er det kontrastfulde møde mellem langsom, vildtvoksende natur og lineær infrastruktur – og den præmis, at værket altså både skal kunne ses på afstand i høj fart og kunne opleves tæt på og indtages med krop og sanser.
I konkurrencen skal følgende hold deltage:
- Kirstine Roepstorff og DETBLÅ
- Amitai Romm og Djernes & Bell
- Morten Stræde og Mette Romme Landskab
Meget mere Stedet Tæller X
I Stedet Tæller Xs arkitekturspor afvikles i samme periode åbne idékonkurrencer, der henvender sig til nyetablerede tegnestuer. Konkurrencerne er anonyme og afvikles uden prækvalifikation. Man kan læse mere om konkurrencerne i arkitektursporet og de fem steder, der skal udvikles på Realdanias hjemmeside.
Fakta om idékonkurrencerne
På baggrund af et open call er 12 kunstnere blevet udvalgt, og de har efterfølgende valgt en nyetableret tegnestue at danne hold med. Sammen deltager de i idékonkurrencerne til Stedet Tæller Xs kunstspor, der skydes i gang 1. december 2023 og afsluttes den 5. februar 2024.
Udover at holdene afleverer deres idéoplæg digitalt, skal de også pitche det mundtligt for et bedømmelsesudvalg, der består af repræsentanter for projektejerne samt for Ny Carlsbergfondet og Realdania. Bedømmelsesprocessen løber hen over foråret, og de vindende idéoplæg offentliggøres i begyndelsen af maj 2024.
De vindende idéoplæg skal efterfølgende udvikles og realiseres i samarbejde mellem kunstnere, arkitekter og de lokale projektejere, der i første omgang søgte Stedet Tæller X om støtte til deres helt særlige steder.