18 ansøgere har netop modtaget positivt svar, hvilket betyder en samlet donation på i alt ca. 26 mio. kroner.

Bevillingerne er en del af Ny Carlsbergfondets Forskningspulje, hvis formål er at støtte den kunstvidenskabelig forskning. Beløbene, som ansøgerne modtager, er i år blevet forøget efter, fondet har haft grundige samtaler med universiteter og museer om i endnu højere grad end hidtil at dække en række af de afledte omkostninger, der er forbundet med bevillingerne.

Ph.d.-stipendierne er forhøjet med over 30 procent til 2.550.000 kr. og postdoc-stipendierne med over 15 procent til 2.550.000 kr. Dækningen af følgeomkostninger til de individuelle projektbevillinger er ligeledes forøget.

”Vi forventer at kunne bidrage afgørende i de kunstvidenskabelige forskningsmiljøer i de kommende år. Vi har i gennem 2023 haft konstruktive samtaler med forskningsaktørerne, og det er en glæde at kunne forøge bevillingerne, så forskningen kan gennemføres på bedst tænkelig måde for alle involverede, økonomisk såvel som fagligt,” siger Christine Buhl Andersen, forperson i Ny Carlsbergfondet.

Stor diversitet i forskningen
Hvorfor er det, at kunstnere siden 1500-tallet har kredset lidenskabeligt om apokalyptiske emner om død og ulykke? Med hvilke midler kan museerne give nye perspektiver på de klima- og biodiversitetskriser, vi befinder os midt i? Hvorfor har forskningen i middelalderlige stenskulpturer haft så svært ved at erkende, at disse var fuldstændigt bemalede? Hvordan begriber vi mangfoldighederne af udtryk og eksperimenter, der har præget punk-kulturen siden 1970’erne inden for billedkunst og design, musik og performance? Og på hvilke måder artikuleres erfaringer af sygdom og funktionsnedsættelse kunstnerisk? 

Det er blot nogle af de forskningsspørgsmål, forskere skal forsøge at besvare efter Ny Carlsbergfondets seneste bevillingsrunde.

Brobygning mellem kunstmuseer og universiteter
Det er Ny Carlsbergfondets ønske med denne uddeling at fortsætte det positive arbejde med at understøtte brobygningen mellem forskningsmiljøerne på henholdsvis universiteter og museer, som fondet etablerede med forskningsinitiativet i 2010.

”Med de nye bevillinger fortsætter vi fondets arbejde med at styrke kunstvidenskabelig forskning på de danske museer. På trettende år har puljen gjort det, vi satte os for, da vi etablerede indsatsen, nemlig at bringe det museale forskningsområde ind på universiteterne og det universitære forskningsmiljø ud på museerne,” siger Christine Buhl Andersen.

Dette års modtagere af forskningsstøtte:
 

Ph.d-stipendier: 

  • Designmuseum Danmark/Syddansk Universitet. ”Mønsterbrydere – Dansk Tekstildesign 1945-75”
     
  • Nationalmuseet/Det Kongelige Akademi – Institut for Konservering. ”Middelalderens skulptur i farver”
     
  • HEART – Herning Museum of Contemporary Art/Aarhus Universitet. “Ind i hverdagen – materialernes skjulte potentialer”
     
  • CLAY Keramikmuseum Danmark/ ”Keramiske udtryk i tiden – med afsæt i samlingen på CLAY Keramikmuseum Danmark”
     

Postdoc-stipendier:

  • ARoS/Aarhus Universitet. ”PUNK BODIES”
     
  • Museum Jorn/Aarhus Universitet. ”HVEM TILHØRER KUNSTEN? Om det kollektive, det fælles og det folkelige hos Jorn og hans kontekst”
     
  • O - Overgaden Institut for Samtidskunst/Københavns Universitet. ”Crip time: art of impairment, withdrawal, and impatience”
     
  • Johannes Larsen Museet/Aarhus Universitet. ”KUNSTNERATELIERET I LYD & RUM. Den digitale lyds potentialer for formidlingen af danske kunstnerhjem.
     

Projektstøtte:

  • Anne Gregersen. ” (Post)apokalypsens æstetik fra 1500 til i dag”
     
  • Inge Lise Mogensen Bech. ”Stil skarpt på Scharff - genopfindelser af den mandlige modernist?”
     
  • Alice Price. “Aging Bodies, mature career” 
     
  • Jesper Svenningsen. ”Modeller og modelstudier i ‘guldalderen’”
     
  • Gry Hedin. ”Planternes liv – Museumsrummets skovbund, skræpper og klatreplanter”
     
  • Kasper Lægring. ”Genre Painting: Revolutionizing Empathy, Immersion, and Emotions”
     
  • Marina Vidas. “Otherness, Gender, and Race: Portraits of African Children and Adolescents at the Danish Court, 1610-1700”
     
  • Kathrine Bolt Rasmussen. ”Fra en kunsthistorie imod til en kunsthistorie med kvinder. Et bidrag til en feministisk materialistisk (gen)læsning af Astrid Noacks værkpraksis”
     
  • Lene Bøgh Rønberg. ”En plads i moderniteten”
     
  • Birgitte Vilslev. “More-than-(hu)man: the impact of posthuman feminism in 21st Century”.