Værkets titel, GODOT, referer til Samuel Becketts absurde teaterstykke Mens vi venter på Godot fra 1949. Det siges, at Beckett var inspireret af Caspar David Friedrichs maleri Mann und Frau den Mond betrachtend fra 1830’erne, hvor to mennesker står i et mørkt skovlandskab og skuer mod aftenhimmelen. Umiddelbart uden nogen grund eller synlig fremdrift. Det er i hvert fald den eksistentielle kerne i Becketts stykke, som Lemmerz’ statue kan forstås i konteksten af. GODOT er en figur fuld af indre bevægelse, selvom den dér, i sin stående – eller måske ventende – position midt på Amagerbrogade, ser urokkelig ud.
Det er et værk, der er både figurativ og abstrakt. Alene i kraft af sin størrelse på over tre meter virker den stærk på afstand og forbløffende i al sin detaljerigdom, når man kommer tæt på.
Det klassiske møder computeren
Bronze er et klassisk materiale inden for skulpturmediet, men Lemmerz har ikke arbejdet med det på klassisk vis. Ved hjælp af 3D-scanninger og 3D-printere er skulpturens udtryk arbejdet frem. Lemmerz har ikke forsøgt at opnå et resultat, der kunne ligne, at den er skabt uden maskiners indblanding, i stedet har han efter eget udsagn ”snydt computeren til at være kreativ”. Overfladen er hakket og ujævn og viser computerens fortvivlede forsøg på at danne en figur ud fra de forvrængede input, Lemmerz har givet den. Man kan se rillerne fra 3D-printerens lagvise arbejdsproces, der giver skulpturen en dynamisk overflade. Lemmerz er i sit arbejde nået frem til et rigt udtryk med referencer til futurismens teknologielskende formsprog.
Om Christian Lemmerz
Christian Lemmerz (f. 1959) er en tyskfødt kunstner baseret i København og marmorbyen Pietrasanta i Italien. Lemmerz’ praksis kredser om eksistentielle temaer som tid og forgængelighed, som han især behandler i et unikt og internationalt anerkendt skulptørarbejde. Formsproget tager afsæt i renæssancen og klassicismen, der forenes af Lemmerz med nutidige og typisk mere fragmentariske udtryk i medier som tegning, skulptur, film, installation og performance. Christian Lemmerz blev i 2010 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerlegat, og han modtog Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat i 2015.