Sophia Kalkaus bronzeskulptur ’Zygote’ bestående af en spejlsymmetrisk bronzeskulptur og to siddesten i brasiliansk flamingo-kvartsit er et stedsspecifikt værk, der er skabt Christmas Møllers Plads. Pladsen, som forbinder Amager og Christianshavn. Pladsen er et benyttet trafikknudepunkt, hvorfra man også kan se arkitektoniske vartegn såsom spiret på Vor Frelser Kirke og klokketårnet på Kong Haakons Kirke. Det er bl.a. disse ikoniske københavnervartegns geometriske former, som kunstneren bag skulpturen, har været inspireret af i sit arbejde med projektet.
Skulpturen har Sophia Kalkau skabt til Christmas Møllers Plads på baggrund af en henvendelse fra Ny Carlsbergfondet, der modtog en ansøgning fra lokaludvalgene Amager Vest og Øst, der ønskede, at det nyetablerede gadeforløb ved Amagerbrogade, der stod færdigt i 2020, også havde en kunstnerisk dimension, og derfor ansøgte om støtte til at realisere denne vision for bydelen.
”Zygote indgår i en dialog med omgivelserne og historien bag pladsen, opkaldt efter den konservative politiker John Christmas Møller, som opfordrede til national modstand mod Værnemagten. Ikoniske er hans radiotransmissioner via BBC og hans udtalelse fra 1945: Vi er alle socialister. Ordene danner afsæt for værket og deraf titlen, som betyder åg, sammenbinding og også bruges om et befrugtet æg. Skulpturen står monumentalt, enkelt og roligt på det stærkt trafikerede, pulserende sted og indgår i en både geometrisk og historisk leg med kuglen og spiralen på Frelser Kirke og pyramiden og prismet på Kong Haakons Kirke. Med tiden vil bronzen patinere og skulpturen stå som et foranderligt vartegn – en indgang til øen,” siger billedkunstner Sophia Kalkau.
“Kunst i det offentlige rum kan så meget. Det giver byen sjæl, får os til at stoppe op, tænke og mærke efter. Tak til Sophia Kalkau, Amagers to lokaludvalg og Ny Carlsbergfondet for Københavns nye skulptur, der binder Amager og Christianshavn sammen. København er så meget mere end byens utallige statuer af fortidens betydningsfulde mænd og deres heste. Vi skal have meget mere samtidskunst i vores gader,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
”Ny Carlsbergfondet støtter, at kunst kan opleves, hvor folk færdes, så da vi modtog denne ansøgning fra Københavns Kommune i forbindelse med deres store forandring af gadeforløbet ved Amagerbrogade, var vi ikke i tvivl om, at dette var et støtteværdigt formål. Mange mennesker, lokale som besøgende, kommer hver dag forbi dette trafikstrøg og vil få mulighed for at opleve kunsten. Ansøgningen til projektet ’Kunst på Amagerbrogade’ har betydet, at Ny Carlsbergfondet har støttet realiseringen af Christians Lemmerz’ ’Godot’, der kan opleves i krydset mellem Amager Boulevard og Amagerbrogade og nu dette enestående kunstværk ’Zygote’ skabt af en af vor tids mest betydningsfulde danske kunstnere nemlig Sophia Kalkau,” siger Christine Buhl Andersen, forperson i Ny Carlsbergfondet.
Se film om Sophia Kalkaus 'Zygote'.
En tydelig velkomst på Amager
Skulpturens sirlige geometri fremstår enten elliptisk eller dråbeformet – afhængigt af, hvorfra skulpturen opleves – og spejles både horisontalt og vertikalt. Et dobbelt timeglas i bronze eller en kæderække af led, der kan gentages i det uendelige.
Sophia Kalkau er med titlen ’Zygote’ inspireret af det græske ord ’Zygon’, der betyder åg eller sammenbinding. De geometriske former i skulpturen mimer åget, der et bæreredskab, der anbringes over skuldrene for at vægtudligne og gøre det muligt at bære en tung vægt. Samtidig refererer formerne forbindelse den sammenbindende funktion, som pladsen har. Den binder Christianshavn til Amager, eller Amager til Christianshavn.
Om Sophia Kalkau
Sophia Kalkau (f. 1960) er uddannet billedkunstner og cand.phil. i kunstteori fra Det Danske Kunstakademi i 1996. Siden da har hun markeret sig som en væsentlig profil på den danske samtidskunstscene og har gennem sin karriere modtaget adskillige udmærkelser for sin kunstneriske praksis, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat (2001), Astrid Noacks Legat (2004), Eckersberg Medaillen (2008) og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat (2016). Sophia Kalkau har udgivet digtsamlinger, essays og kunstteoretiske skrifter, og hendes værker er repræsenteret på en lang række danske kunstmuseer, ligesom hun har udført flere store kunstneriske udsmykninger i det offentlige rum.
I krydsfeltet mellem fotografi, skulptur og performance skaber Sophia Kalkau dragende værker med et særegent udtryk, der bærer præg af kunstnerens skarpe sensibilitet for både kunstteori og formsprog. Ofte optræder hun selv som krop i værker, der aktiverer et performativt greb i hendes praksis. Dette er blandt andet tilfældet i værkserien ’Solen Er Hvid’ (2014), hvor Sophia Kalkau under et hvidt klæde undersøger sig selv som skulpturelt subjekt gennem 11 fotografier og positioner. Denne undersøgende tilgang til værkprocessen er karakteristisk for Sophia Kalkaus praksis, der på denne måde også vækker publikumsnysgerrighed og tilbyder en pirrende fortolkningsfrihed.
Som billedhugger står Sophia Kalkau allerede bag en række markante skulpturer i det offentlige rum. Blandt disse tæller ’Det Ægyptiske Æg’ (2017), der er en stor, glat ellipsoide i svensk diabas og en permanent del af Den Frie Udstillingsbygnings grønne udendørsområde, samt ’Portaler til Poesi' (2021) i haven i Region Hovedstadens Retspsykiatriske afdeling, der består af to store dråbeformer, to store hexagonale skaller og en planet i bronze, samt en stor stjerneform i diabas. Skulpturer der viser Sophia Kalkaus fascination af geometri og den forunderlige kompleksitet, der opstår ved at gengive enkle former, der på den ene side rummer et væld af kunsthistoriske referencer, og på den anden side blot kan opleves i det umiddelbare møde. Sophia Kalkau er som kunstner eminent til at skabe og fremstille skulpturelle former, der berører og udfordrer beskueren.