Kunstner Fryd Frydendahl tildeles Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat 2024.
Kunstfotograf Fryd Frydendahls (f.1984) billeder af liv er ikke tilfældige snapshots. Hun iscenesætter og planlægger sine motiver, og alligevel er det øjeblikket, den lille bevægelse eller det særlige blik, der skaber værkernes karakter. Det kræver et helt særligt, præcist og veludviklet kunstnerisk blik for øjeblikkets værdi. I Fryd Frydendahls billeder finder man forståelsen af hendes sanselige forhold til verden. Både når det drejer sig om genstande, materialer og mennesker. Hvad enten det er sjovt, legende eller rørende, er denne kvalitet af nærvær helt central i Fryd Frydendahls værker. Hun hædres med Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat for med sine fotografier at have udviklet en kunstnerisk praksis, der allerede har dannet skole, og for at have båret fotokunsten et nyt sted hen i Danmark.
Produceret af JJ Film.