”Dette var ingen forretning, det blev det aldrig. Det blev noget, som også er vigtigt, det blev et galerie, som kom til at vise de væsentlige sider af den del af den samtidige kunst, som med sit væsen måtte stå uden for forretningerne.” Sådan skrev den danske kunstner Gunnar Aagaard Andersen senere om Galerie Köpcke, som nåede at fungere i et halvt årti i midten af København.
Internationalt midt i andedammen
I centrum af det lille, men indflydelsesrige galleri var den tysk-danske kunstner Arthur (Addi) Köpcke (1928-77) og hans kone Aase ”Tut” Larsen (f. 1923). Trods den spinkle økonomi formåede parret relativt hurtigt at skabe et brohoved til den øvrige europæiske kunstscene og fik snart hentet fremtrædende avantgardekunstnere til Danmark. Jean Tinguely, Niki de Saint Phalle, Dieter Rot, Piero Manzoni og Daniel Spoerri havde deres gang i det lille galleri, og der blev skabt forbindelse til flere danske kunstnere, bl.a. Gunnar Aagaard Andersen, Wilhelm Freddie, Preben Hornung og Albert Mertz.
Gå til arkivet
Med godt og vel 620 dokumenter, fortrinsvis breve, belyser galleriets arkiv, som til daglig opbevares på ARoS, netop denne periode. Foruden brevene indeholder arkivet materiale såsom invitationskort, udklipsbøger, transportpapirer mv. Samlet giver det indblik i kontakten med kunstnere og udenlandske gallerister og den daglige drift af galleriet. Det omfattende materiale er nu blevet digitaliseret, kommenteret og gjort tilgængeligt på Kilder til Dansk Kunsthistorie, KTDK. Læs mere.
Kilder til Dansk Kunsthistorie, KTDK
I 2015 igangsatte Ny Carlsbergfondet digitaliseringsprojektet Kilder til Dansk Kunsthistorie, KTDK. Fondet har stillet midler og digital platform til rådighed for arbejdet med digitalisering og tilgængeliggørelse af kildemateriale til udvalgte danske kunsthistoriske emner. KTDK rummer allerede nu et enormt kunsthistorisk kildemateriale, bl.a. Martinus Rørbyes rejsedagbøger, fynbomalernes brevvekslinger, J.T. Lundbyes samlede dagbøger, tidsskriftet Klingen, Elisabeth Jerichau Baumanns breve og Henning Christiansens arkiv. Læs mere.