Som led i denne nye governancestruktur er Sanne Kofod Olsen, rektor for Kungl. Konsthögskolan i Stockholm, blevet udpeget af Carlsbergfondet som bestyrelsesforperson for Ny Carlsbergfondet. Sanne Kofod Olsen, der har været medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse siden april 2024, overtog ved årsskiftet posten som bestyrelsesforperson, og hun leder fremadrettet bestyrelsens arbejde.
Derudover tiltrådte Michael Thouber den 1. november 2024 som direktør for Ny Carlsbergfondet. Stillingen som direktør er nyoprettet og markerer en væsentlig ændring i fondets ledelse, der fremover vil omfatte både en bestyrelse og en direktion.
Adskillelsen af fondsbestyrelse og direktion er gennemført for at sikre, at fondets governance-struktur opdateres i overensstemmelse med moderne principper for god fondsledelse. Den nye ledelsesstruktur skal fremover understøtte en mere effektiv og transparent drift af fondet med en tydeligere fordeling af ansvar og beslutningskompetence.
Justeringer i repræsentationen i Glyptotekets bestyrelse
I forbindelse med den nye struktur har Ny Carlsbergfondets bestyrelse besluttet også at ændre sin repræsentation i Glyptotekets bestyrelse for at sikre øget uafhængighed mellem fond og museum.
Historisk set har tre af museets syv bestyrelsesmedlemmer været direkte udpeget fra Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Siden museet og fondet blev grundlagt af Carl og Ottilia Jacobsen, har den historiske forbindelse været tæt, hvilket blandt andet har afspejlet sig i fondets repræsentation i museets bestyrelse.
Med den nye struktur ønsker fondet at styrke uafhængigheden mellem fond og museum og har derfor udpeget to eksterne medlemmer via et nomineringsudvalg.
Mette Kynne Frandsen og Pia Laub er blevet udnævnt til bestyrelsen og tiltræder som henholdsvis forperson og næstforperson efter at museumsbestyrelsen har konstitueret sig. Ny Carlsbergfondets repræsentation i museets bestyrelse fastholdes med ét medlem, idet Stine Høholt fortsætter i sin rolle som bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsessammensætning pr. 1. januar 2025 i Glyptoteket
Glyptotekets bestyrelse består af syv medlemmer, der samlet set varetager det overordnede ansvar for museets drift, udvikling og strategiske retning. Bestyrelsen er sammensat som følger:
- Mette Kynne Frandsen (arkitekt, forperson, udpeget af Ny Carlsbergfondet)
- Pia Laub (professionelt bestyrelsesmedlem, næstforperson, udpeget af Ny Carlsbergfondet)
- Stine Høholt (direktør for Kunstmuseum Brandts, medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse, udpeget af Ny Carlsbergfondet)
- Kim Ryholt (professor i Ægyptologi, Københavns Universitet, udpeget af Carlsbergfondet)
- Marie Munk (økonomidirektør, Det Kongelige Teater, udpeget af Carlsbergfondet)
- Lene Bak (selvstændig konsulent, udpeget af Kulturministeriet)
- Lars Haugan (driftstekniker, medarbejderrepræsentant)