Efter en grundig rekrutteringsproces kan Ny Carlsbergfondet nu pege på den kandidat, der fra 1. november 2024 skal besætte stillingen som direktør for fondet.

Michael Thouber tiltræder som direktør for Ny Carlsbergfondet og skal fremover lede den daglige drift af fondets virke. Ny Carlsbergfondet har igennem sin historie spillet en central rolle i det danske kunst- og kulturliv, og med ansættelsen af Michael Thouber som direktør ser fondet frem til at kunne intensivere sit arbejde med at støtte og fremme kunsten i Danmark.

Ansættelsen af Michael Thouber sker som led i den omfattende modernisering, Ny Carlsbergfondet har gennemgået i de seneste år og fuldender et grundigt udviklingsarbejde som fondets bestyrelse med den nuværende forperson Christine Buhl Andersen i spidsen har stået bag for at transformere den eksisterende ledelsesstruktur.

For første gang siden fondet blev stiftet af bryggerparret Carl og Ottilia Jacobsen i 1902 adskilles bestyrelse og direktion. Denne adskillelse implementeres for at sikre, at fondets governance-struktur gøres tidssvarende og i trit med anbefalingerne til god fondsledelse. Fremover skal denne nye ledelsesstruktur bane vej for et endnu mere effektivt og transparent fond, hvor magten deles og fremstår mere synlig.

Ny Carlsbergfondet vil fortsat have en faglig bestyrelse, som foruden traditionelle bestyrelsesfunktioner, tager stilling til ansøgninger og bevillinger, mens fondsdirektør Michael Thouber skal lede den daglige drift af Ny Carlsbergfondet og sammen med fondets sekretariat sikre implementeringen og eksekveringen af fondets strategi. Michael Thouber vil også som direktør repræsentere fondet udadtil og styrke relationerne til kunstnere og kunstens forskellige institutioner samt have som opgave at udvikle det bedst mulige samarbejde med fondets mange samarbejdspartnere.

”Det er med stor glæde, at vi byder Michael Thouber velkommen til Ny Carlsbergfondet. Med Michael får fondet en kompetent direktør, der gennem sit virke og med synlige resultater har demonstreret en meget nuanceret forståelse for kunsten og dens rolle i samfundet. Samtidig kommer han med indgående ledelseserfaring fra sine tidligere hverv og er således et rigtig godt match til de mange store opgaver, der venter forude med at udvikle fondet. Ny Carlsbergfondet er midt i en spændende transformationstid, hvor vi bygger fremtidens fond ud fra den fundats stifterne efterlod os for mere end et århundrede siden, og jeg er overbevist om, at vi har fundet den helt rigtige kandidat til at bringe fondet godt videre i samspil med bestyrelsen,” siger tiltrædende forperson Sanne Kofod Olsen, der overtager rollen som forperson for Ny Carlsbergfondets bestyrelsen ved årsskiftet, hvor nuværende forperson Christine Buhl Andersen fratræder.

”Jeg er gennemsyret af public service og tror på betydningen af at bringe den bedste kunst ud til de fleste. Derfor er det mig en stor ære og glæde at få muligheden for at tiltræde denne nyetablerede stilling som direktør og skulle arbejde med de mange muligheder Ny Carlsbergfondet tilbyder dansk kunst og det danske samfund. Ny Carlsbergfondet står for mig som public service inden det begreb blev opfundet. En fond oprettet med ønsket om at få det bedste ud til de fleste. Jeg glæder mig til sammen med fondes dygtige medarbejdere at fortsætte og videreudvikle den ambitiøse kurs, der er sat for fondets modernisering og virke i kunstens tjeneste,” siger Michael Thouber.

Om Michael Thouber
Michael Thouber (f. 1971) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og har været direktør for Kunsthal Charlottenborg siden 2015. Han har tidligere arbejdet i DR som kulturredaktør fra 2001-2006 og senere som kanalchef for DR2 i perioden 2012-2015. I årene 2006-2012 fungerede han som strategisk rådgiver for kultur- og medievirksomheder hos e-Types. Desuden var han medgrundlægger af Udstillingsstedet 1% og Kunstmagasinet 1%, og har arrangeret udstillinger i både Danmark og udlandet. Endelig har Michael Thouber arbejdet på museerne Arken og Glyptoteket og er medforfatter til kunstbogen “Det man ikke ser”.