Koncept, instruktion, koreografi: Miriam Kongstad

Opført af: Francesca Burattelli, Sigrid Stigsdatter, Miriam Kongstad

Musisk komposition: Francesca Burattelli, Nicolas Fehr, Miriam Kongstad

Video: Kari Leigh Rosenfeld

Citerede sange: All By Myself (Celine Dion, 1996), Careless Whisper (George Michael, 1984), I Can’t Make You Love Me (Bonnie Raitt, 1991), I Will Always Love You (Whitney Houston, 1992 / Dolly Parton, 1974), Nothing Compares 2 U (Sinéad O'Conner, 1990), Take My Breath Away (Berlin, 1986), Un-break My Heart (Toni Braxton, 1996), Without You (Mariah Carey, 1993)

Katarsis, fra det græske ord ‘kathairein’, betyder renselse eller udrensning og refererer i dag til forskellige former for følelsesmæssig forløsning, der bl.a. kan erfares via intens fysisk træning, kognitiv refleksion eller sanseindtryk. Ordet stammer oprindeligt fra Aristoteles ‘Poetikken’ (ca. 335 f.Kr.), et af de tidligst bevarede værker om græsk dramatisk teori. Aristoteles beskrev katarsis som en renselsesproces af de følelser, der vækkes hos tilskueren af en tragedie, og betragtede netop dette som genrens sociale funktion. Han definerede udtrykket som en metafor efter det græske ‘catamenia’, der i medicinsk forstand henviser til udløsningen af menstruelle væsker fra en krop. Et tilbagevendende, kropsligt ritual — kulminationen på en cyklus af synergetiske processer, der manifesterer release, flow, transformation og tid. I slutningen af 1800-tallet opstod katarsis som fænomen inden for psykologien, introduceret af lægen Josef Breuer og psykoanalytikeren Sigmund Freud. Sammen udviklede de behandlingsforløb, hvor patienter opfordredes til at genleve undertrykte følelser, delvist med henblik på forløsning af barndomstraumer, men hovedsageligt til behandling af ‘hysteri’. Termen ‘hysteri’ kan direkte oversættes fra det græske ‘hystera’, der betyder livmoder, og bærer i dag til stadighed kønnede konnotationer, der antyder, at emotionalitet er et overvejende kvindeligt domæne. Historisk blev ‘hysteri’ defineret som en medicinsk tilstand og pegede mod en tilskreven risiko for, at uregulerede kvindelige følelser kunne overskygge rationel tænkning og føre til overdrevenhed, ustyrlighed, hyperventilation og panikanfald. At være patetisk derimod er generelt et ikke-kønnet begreb, men peger dog stadig mod et hierarki indenfor social adfærd. Termen patetisk, der stammer fra det græske "pathos" (appellen til følelser), beskriver en person, der fremstår trist, svag eller hjælpeløs og dermed vækker medlidenhed, sympati eller ringeagt. En person i sine følelsers vold.

Så hvem vier hystaden og patetikeren?

I 2003 holdt verden vejret, da Madonna — i et outfit som kvindelig brudgom — kyssede hvidklædte Britney Spears og Christina Aguilera på scenen under MTV Video Music Awards. Dette skelsættende øjeblik i populærkulturens historie forårsagede et ramaskrig og en emotionel skandale, men påkaldte samtidig en stemning af kollektiv katarsis: ikke nok med at tre af verdens dengang største popsangerinder performede lesbisk begær i rampelysets skue, de undergravede i samme åndedrag det, der tidligere var kvindens eneste vej i livet, ægteskabet.

I mange kulturer udgør netop ægteskabet et institutionelt kærlighedsritual og repræsenterer samtidig en korsvej mellem det emotionelle og det juridiske. Et bryllup er en eksemplarisk ceremoniel handling, hvor patos og følelser delt i offentlighedens rum ikke længere anses for værende patetisk eller hysterisk, netop fordi de er indkapslede i selve ritualet som struktur. Et ritual, som den franske filosof Roland Barthes beskriver det, "beskytter os mod eksistensens afgrunde. En ceremoni beskytter som et hus, en struktur der tillader os at udleve vores følelser ... sorgens ceremoni agerer som lak, beskytter, isolerer huden mod sorgens ulidelige forbrændinger. Når der ikke er ritualer, der kan fungere som værnemidler, er livet fuldkommen ubeskyttet"

Miriam Kongstad, 2023