Under overskriften erindring mødes psykologiprofessor Dorthe Berntsen og billedkunstner og filmskaber Jane Jin Kaisen med journalist Nynne Bjerre Christensen til en samtale om, hvordan minder bliver konstrueret, hvordan vi personligt og kollektivt organiserer vores erindringer i fortællingen om vores liv, og hvilken betydning erindring har for opbygning og forankring af personlig identitet.
Få indblik i, hvad selvbiografisk hukommelse er, hvordan den udvikler sig gennem livet, hvordan vores opfattelse af fortiden formes og påvirkes af kulturelle perspektiver, og hvorfor vi ikke altid kan stole på vores erindringer. Og hør om, hvordan autobiografiske erfaringer kan informere en kunstnerisk praksis.
Om Kaisen og Berntsen
Jane Jin Kaisens kunstneriske praksis spænder over videoinstallation, eksperimentel film, fotografisk installation, performance og tekst og er baseret på omfattende tværfaglig forskning og et langvarigt engagement i minoritetshistorier og -fællesskaber. I sine poetiske og flerstemmige værker er hun optaget af at skabe forbindelser mellem fortid og nutid. Her tager Kaisen ofte afsæt i sin egen erfaring og baggrund og undersøger emner som erindring, migration, grænser og oversættelse. Hendes værker aktiverer feltet, hvor levet erfaring og kropsliggjort viden krydser større politiske historier. Jane Jin Kaisen er billedkunstner, filmskaber og professor ved Skolen for Mediekunst, Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Selvbiografisk hukommelse giver os evnen til bevidst at erindre oplevelser fra fortiden og forestille os mulige begivenheder i vores personlige fremtid. På den måde kan vi lære af fortiden og planlægge vores personlige fremtid, hvilket gør selvbiografisk hukommelse afgørende for vores følelse af identitet, kontinuitet og retning i livet. Dorthe Berntsen er professor i psykologi og specialiseret i selvbiografisk hukommelse. Hun har banet nye veje inden for erindringsforskningen ved blandt andet at undersøge, hvordan erindringer tilsyneladende pludselig kan dukke op, hvilken betydning spontane selvbiografiske erindringer kan have for forståelsen af eksempelvis PTSD, og hvordan de kan aktiveres hos personer med demens. I sin forskning har Dorthe Berntsen også undersøgt, hvordan erindringsevnen udvikler sig i barndommen, og om den findes hos andre arter end mennesker.
Om Videnskab|Lidenskab
Videnskab|Lidenskab sætter videnskabsfolk og billedkunstnere i stævne til samtaler over et aktuelt tema. Samtalerne akkompagneres af gratis udskænkning af aftenens øl.
Videnskab|Lidenskab foregår i Glyptotekets Festsal og er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek.
Det ligger til familien
Videnskab og kunst ligger dybt i Carlsbergfamiliens DNA. Carlsbergs grundlægger, brygger J.C. Jacobsen, moderniserede ølbrygningen gennem banebrydende videnskabelige metoder, ligesom han sikrede Carlsbergs massive støtte til videnskaben gennem etableringen af Carlsbergfondet. Historien gentog sig med sønnen Carl Jacobsen, der via overskuddet fra sit bryggeri og oprettelsen af Ny Carlsbergfondet blev den til dato største danske kunstmæcen, bl.a. ved donationen af sin enorme kunstsamling og Ny Carlsberg Glyptotek. Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet hører i dag til de største i landet, når det gælder støtte til henholdsvis videnskab og kunst.
Det er denne både vidtfavnende og levende arv, som Videnskab|Lidenskab samler sig omkring med det formål at formidle nogle af videnskabens og kunstens mange indsigter.