Med Anne-Louise Sommer får Ny Carlsbergfondet et stærkt nyt bestyrelsesmedlem, der besidder kompetencer på højeste niveau inden for design, innovation, forskning og uddannelse, ligesom hun er en visionær og erfaren ledelses- og bestyrelsesprofil. Anne-Louise Sommer, der til dagligt arbejder som direktør for Designmuseum Danmark, er udpeget til fondsbestyrelsen for en femårig periode, og hun skal med sin dybe viden om design og innovation komplimentere den samlede fondsbestyrelse i arbejdet med at udvikle uddelingsaktiviteterne indenfor kunsthåndværk og design i årene frem.
Det er Carlsbergfondet, der udpeger medlemmerne til Ny Carlsbergfondets bestyrelse.
”Det er mig en stor glæde at byde velkommen til Anne-Louise Sommer som nyt medlem i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Anne-Louise Sommer kommer til Ny Carlsbergfondet med stærke kompetencer inden for design og arkitektur samt havekunst og kunst i byrummet. Med Anne-Louise Sommers indtræden får Ny Carlsbergfondet tilført en ny faglig profil, som kommer til at bidrage positivt i forhold til fondets fremtidige fokus på kunsthåndværk, design og havekunst”, udtaler Carlsbergfondets forperson, professor Majken Schultz.
Ny Carlsbergfondets forperson, Sanne Kofod Olsen, siger:
"Det er med stor glæde, at jeg kan byde Anne-Louise Sommer velkommen i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Hendes åbne, indsigtsfulde og engagerede tilgang vil uden tvivl blive en styrke for bestyrelsens arbejde fremover. Samtidig gør hendes imponerende faglige baggrund inden for ledelse, design og forskning hende til et stærkt og kompetent nyt medlem, der på fornem vis supplerer vores samlede kompetencer i bestyrelsen. Jeg ser virkelig frem til et frugtbart samarbejde i Ny Carlsbergfondets bestyrelse."
Ny Carlsbergfondets bestyrelse udgøres således dag dato af bestyrelsesforperson og rektor ved Kungl. Kunsthögskolan i Stockholm Sanne Kofod Olsen, direktør for Kunstmuseum Brandts Stine Høholt, leder af udstillingsstedet Tranen Toke Lykkeberg, adm. direktør i Kvadrat A/S Anders Byriel samt direktør for Designmuseum Danmark Anne-Louise Sommer.
Om Anne-Louise Sommer
Anne-Louise Sommer (f.1961) er designforsker, forfatter og museumsdirektør. Hun er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1987, men har primært beskæftiget sig med design- og arkitekturhistorie. I 2004 blev hun lektor ved Danmarks Designskole og fungerede som rektor fra 2009. Siden september 2011 har hun været direktør for Designmuseum Danmark, og i februar 2012 blev hun adjungeret professor i designkultur og -historie ved Syddansk Universitet.
Som forfatter har Anne-Louise Sommer bidraget med en række bøger og artikler om arkitektur, design og kulturhistorie. Blandt hendes udgivelser er De dødes haver: Den moderne storbykirkegård (2003), Operaen på Dokøen: Kulturhistorien, Projektet, Arkitekturen (2005), Kaare Klint (2007) og Den danske arkitektur (2009). Anne-Louise Sommer har ligeledes varetaget en lang række bestyrelseserhverv bl.a. i bestyrelserne for Det Kongelige Danske Akademi (2011-2019), Dansk Design Center (2011-2016) og Norges Dansehøyskole (2009-2019).