Et lille rødt matadorhus, der til lyden af et tikkende ur langsomt synker ned i et stort, blåt intet. Per Arnoldis billedsprog har til alle tider været præcist, enkelt og universelt. GLOBAL WARNING / GLOBAL WARMING, Arnoldis kunstneriske kommentar til den globale opvarmning, er ingen undtagelse:
”Kunst er kommunikation er kunst! Hvis man henvender sig til andre, skal sproget være både klart og forståeligt. Ingen kan kommunikere med fine fremmedord, mumlen eller mystik. Det lille røde hus er i fare, og faresignalet er til at opfatte: Et meget enkelt tegn på tryghed på vej til at drukne. Også skrig om hjælp skal artikuleres,” udtaler Per Arnoldi.
Nu har World Economic Forum inviteret den danske kunstner til at vise sin filmiske klimareplik udvalgte steder under topmødet i Davos d. 21. – 24. januar.
New York – København – Madrid – Davos
GLOBAL WARNING / GLOBAL WARMING blev første gang vist på elektroniske reklamesøjler i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling i september sidste år. Dengang blev hans animationsfilm og plakater set af over 17 millioner mennesker. Måneden efter indtog Arnoldis kunstneriske klimaadvarsel København under C40-topmødet, og i december var GLOBAL WARNING / GLOBAL WARMING at finde overalt i Madrid i forlængelse af COP25.
Det er Ny Carlsbergfondet, der har støttet den kunstneriske udvikling af projektet, mens JCDecaux, verdens største udbyder af plakatpladser, har samarbejdet med den danske kunstner om den globale visning.
Download og del!
Nok har GLOBAL WARNING / GLOBAL WARMING allerede opnået en enorm eksponering. Men med sit klare budskab og stramme, universelle billedsprog rækker Arnoldis klimareplik langt videre end verdens metropoler. Derfor har den danske kunstner oprettet warningglobalwarming.com, hvor alle kan downloade og dele den kunstneriske klimakampagne i forskellige formater.