Med to nye kunstværker af den amerikanske kunstner James Turrell og en donation fra Ny Carlsbergfondet er ARoS klar til at tage det næste skridt mod det nye udbygningsprojekt med titlen The Next Level.
The Next Level består af flere elementer: et 1200 kvm stort galleri med tilhørende magasiner og to kunstværker af James Turrell (f. 1943), The Sphere og The Dome. Udbygningen er forbundet til den eksisterende bygning, og man får adgang til de underjordiske kunstværker og galleri via den nuværende særudstillingsfoyer, modsat hvor Ron Muecks skulptur Boy står i dag.
Begge James Turrells værker fremstår som en integreret del af arkitekturen. The Sphere er en kugleformet, sfærisk lysinstallation, som publikum passerer gennem eller omkring for at komme til det nye galleri. Fra galleriet fortsætter man ind i den Pantheon-inspirerede The Dome, hvorfra publikum gennem et cirkelformet hul i loftet kan se op i himlen.
”Det er en stor glæde at kunne donere 20 millioner kroner til at realisere udbygningsprojektet på ARoS. James Turrell er blandt verdens førende kunstnere, og hans kunstværker vil atter markere ARoS som en væsentlig aktør på den internationale kunstscene”, siger Karsten Ohrt, formand for Ny Carlsbergfondet.
Ny Carlsbergfondet skænkede i 2001 Aarhus Kunstmuseum 40 millioner kroner til indkøb af kunst, hvilket bidrog til, at det nye ARoS blev en realitet. På samme måde håber fondet, at den nye donation kan være et skub i den rigtige retning i forhold til at realisere The Next Level.
Den samlede pris på udbygningsprojektet er vurderet til 230 millioner kroner, hvoraf Købmand Herman Sallings Fond allerede har doneret 100 millioner. Byggeriet sker i samarbejde med Aarhus Kommunes magistratsafdeling for Kultur og Borgerservice. Det er i følge planen færdigt i 2018.
Om James Turrell
Siden 1960’erne har den amerikanske kunstner James Turrell (f. 1943) arbejdet med lys, farver og ruminstallationer. Han er i dag verdensledende på sit område med permanente installationer i over 26 lande. Turrell er uddannet psykolog og har studeret matematik, geologi og astronomi. Hans værker har det fællestræk, at de omslutter publikum gennem lys- og farvepåvirkninger kontrolleret af kunstneren.
James Turrells mest kendte værk er Roden Crater – en udslukt vulkan i Arizonas ørken, der udgør verdens største kunstværk.