Den står på viden, dannelse og stærke fællesskaber snarere end polemik og polarisering, når Carlsbergfamilien bidrager til Folkemødets fokus på FNs 17 Verdensmål. Trukket lidt væk fra havneområdets mange debatscener har Carlsbergfamilien under Folkemødet i Allinge slået et markant telt op på den gamle busvendeplads ved Nørregade 35. Det 216 kvadratmeter store skulpturtelt Tabernaklet, skabt af billedkunstner Bjørn Nørgaard, er samlingspunkt for et program, der udspringer af Carlsbergfamiliens vidtrækkende virke inden for videnskab, kunst og stærke fællesskaber. Mød bl.a. Eske Willerslev, Ida Auken, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Lone Frank, Tommy Ahlers, Pernille Rosendahl, Rebecca-Adler Nissen, Vincent Hendricks, Rane Willerslev og mange flere.

Se det fulde program her

Viden, refleksion, dialog og verdensmål

Ambitionen med Carlsbergfamiliens program er at slå et slag for de klassiske dannelsesidealer; at skabe et rum for refleksion, dialog og indsigt blandt Folkemødets mange og hurtige meninger og diskussioner. Carlsbergfamiliens engagement i Folkemødet ligger i den overbevisning, at den sunde, konstruktive debat altid bør hvile på et fundament af viden og indsigt. Derfor lader vi eksperterne komme til orde i et format, der giver ro til den nysgerrige fordybelse. Invitationen til fordybelse ligger ligeledes i kunsten, som i form af kunstperformance, artist talks, museumsfagligheder og minikoncerter er massivt til stede i Tabernaklet. Derudover gør vi plads til fællesskab, når vi undervejs giver ordet til ungdommen og får unges perspektiver på iværksætteri, bæredygtighed og musik. Samtlige indslag i Carlsbergfamiliens program forholder sig løst som fast til den overordnede ramme for årets Folkemøde, nemlig FN’s 17 verdensmål.

Mød blandt andre Eske Willerslev, Tue Greenfort, Ida Auken, Rebecca Adler-Nissen, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Tommy Ahlers, Vincent Hendricks, Verdens Bedste Nyheder, Gitte Ørskou, Lasse Horne Kjældgaard, Pernille Rosendahl, Jens-Christian Svenning, Lone Frank, Rane Willerslev, Camille Jones, Peter Birch Sørensen, Mogens Jensen, I Love Global Goals, Nynne Bjerre Christensen, Natteravnene, Future Female Sounds og mange flere.

I år deltager også Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab sammen med Carlsbergfamilien på pladsen i Nørregade. Med forskellige programindslag sættes fokus på forskningens stilling og videnskabens vilkår og betydning i Danmark.  

Grafisk kunst in action og musik

I forlængelse af Carlsbergfamiliens telt har kunstnerkollektivet Konvoj+Grenaae etableret et åbent serigrafiværksted. I løbet af Folkemødet forholder kunstnerne sig til livet på pladsen og programmet i teltet for intuitivt at skabe vedkommende værker. De færdige grafiske tryk udstilles på pladsen og distribueres i resten af Allinge, ligesom Konvoj+Grenaae hver dag kl. 18.30 præsenterer og uddeler dagens kunstneriske produktion fra Carlsbergfamiliens telt. Hver dag afrundes programmet med musikalske oplevelser. På den gamle busholdeplads holder en af Tuborgfondet Musikhjælps tourbusser, hvorfra dj Lovecatt og dj Sara Vita spiller efter præsentationen af dagens kunstneriske produktion.

Carlsbergfamilien

Carlsbergfamilien omfatter verdens tredjestørste bryggeri, tre fonde, to kulturbærende museer og et forskningslaboratorium. Udover at bidrage med massiv støtte til forskningen på de danske universiteter støtter Carlsbergfondet også Carlsberg Laboratorium og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Ny Carlsbergfondet støtter kunsten, den kunstvidenskabelige forskning samt driften af Ny Carlsberg Glyptotek. Tuborgfondet engagerer sig i projekter og partnerskaber, der afspejler de tre grundlæggende værdier; fællesskab, frivillighed og folkelighed. Fondet har særligt fokus på, at unge bliver en aktiv del af samfundets fællesskaber på både arbejdsmarkedet og i civilsamfundet.

Carlsbergs bar og Folkemødebryggen

Carlsbergfamiliens samfundsstøttende initiativer inden for videnskab, kunst og kultur udspringer af overskuddet fra Carlsberg A/S. Med andre ord: It all comes from beer! Det markeres af Carlsberg, som til lejligheden har etableret en særlig bar på Carlsbergfamilens plads, hvor programmet og debatterne på scenen kan vendes og diskuteres over frisktappede kolde Carlsberg gennem hele Folkemødet. Baren byder blandt andet på Carlsbergs nyeste øl: Carlsberg HUMLE – en frisk pilsner med et strejf af kaskadehumle. Og ligesom sidste år står Carlsberg Laboratorium bag en helt ny øl, skabt alene til Folkemødet. Årets Folkemødebryg er inspireret af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Øllen er brygget med Carlsbergs egenudviklede bygsort CB Congo, som muliggør en speciel brygproces, hvor energiforbruget under maltningen og brygningen er halveret.

Pop-up restaurant

Den kulinariske oplevelse på Carlsbergfamiliens plads leveres af restaurant Substans og madhuset Lola, som til lejligheden er gået sammen om fra morgen til aften at servere menuer baseret på sæsonens økologiske og lokale råvarer. Århusianske Substans dyrker det sæsonprægede gourmetmåltid og har siden 2015 været indehaver af en Michelinstjerne. Lola, der snart har til huse i København, er et kombineret madhus og jobakademi, hvor der skabes køkkenjobs til dem, der har brug for en hjælpende hånd.