Den årligt tilbagevendende kunstmesse CHART er Nordens største begivenhed for samtidskunsten. Over tre dage fejres den kunstneriske praksis med fokus på internationalt anerkendte kunstnere og unge talenter, professionelle kuratorer og formidlingsinstitutioner samt gallerier og andre kunstaktører.
Tæt på kunstneren
Som noget nyt introducerer CHART TALKS i år en række nærværende art talks med både etablerede og spirende kunstnere. De 12 talks vil undersøge og udfolde diversiteten i den kunstneriske praksis, og kunstnerne vil diskutere temaer som hjem, repræsentation og mytologier.
Varigheden er 30 minutter, hvor hver kunstner får mulighed for at sætte ord på egen praksis. Det bliver både proces- og værknært, ligesom der gives plads til at gå i dybden med de refleksioner, materialer og metoder, der har været del af et givent værks skabelse.
Kom tæt på kunstnerne og mød bl.a. Emma Kohlmann, Elmgreen & Dragset, Tuukka Tammisaari, Jeanette Ehlers, Chloe Wise, Arvida Byström, Rose Eken og Marie Karlberg.