Kunstmessen CHART er nordens største kunstbegivenhed for samtidskunsten, der hvert år giver et indblik i, hvad der rører sig på den nordiske kunstscene. En essentiel del af CHARTs program er CHART TALKS, hvor kunstens aktuelle udfordringer og væsen udforskes i en række samtaler.

Når CHART i år vender tilbage for sjette gang, er det med et talkprogram, der kaster lys på adgang og ejerskab inden for samtidskunst og design.

Se programmet for CHART TALKS her.

CHART TALKS

I de otte talks fordelt på to dage vil kuppelsalen på Charlottenborg danne ramme for dialog og debat mellem kunstnere og førende aktører indenfor den kunstneriske og akademiske verden.

Under overskriften OWNERSHIP, EXCHANGE, THEFT sættes der fokus på, hvem der ejer og definerer den kunstneriske praksis i en tid, hvor kunstverdenen er blevet et investeringsområde, og hvor nye teknologier, SoMe-platforme og kompleks copyright-lovgivning sætter kunstnernes ophavsret under pres.

Internationale og nationale positioner

CHART TALKS er udviklet i tæt samarbejde med det internationale tidsskrift ArtReview, hvilket åbner op for en unik præsentation af kunstnere og førende aktører indenfor den kunstneriske og akademiske verden. CHART TALKS markerer således indflydelsesrige positioner fra både det internationale - og nordiske netværk med blandt andre Adam Greenfield, Christine Buhl Andersen, John Kørner og Nav Haq. Talkprogrammet vil være modereret af ArtReviews Mark Rappolt og Oliver Basciano, samt Justin McGuirk, direktør ved Design Museum, London.