Kunstværket Cloud City, af den argentinske kunstner Tomás Saraceno, kommer til at bestå af 68 mangekantede og forbundne glasmoduler, der hver måler 4,5 meter i diameter. Når de sættes sammen, vil værket nå en højde på 30 meter og danne en form inspireret af kumulusskyer. Besøgende vil kunne træde ind i værket via taget på en bygning og bevæge sig rundt inde i værkets mange glasmoduler. Den samlede installation forventes at blive et markant vartegn for Aalborg og tiltrække et stort antal kulturturister.
”Tomás Saraceno er én af de mest visionære skikkelser på den internationale kunstscene. Med realiseringen af hans projekt får Aalborg ikke blot et nyt, monumentalt vartegn, der med respekt for sine omgivelser er med til at løfte dette helt særlige område af byen. Saraceno er også mester i at forene det spektakulære med tyngde. På intelligent og legende vis inddrager han os helt fysisk i en art fremtidsscenarier, der lægger op til diskussion og debat, og hvor alle kan være med,” siger Karsten Ohrt, formand for Ny Carlsbergfondet.
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen ser Ny Carlsbergfondets bevilling som et stort skridt i den rigtige retning:
”Jeg synes, at det er fantastisk, at Ny Carlsbergfondet med denne flotte bevilling nu bringer Cloud City et stort skridt nærmere realisering. Jeg er meget taknemmelig for bevillingen og håber, at den resterende finansiering af Cloud City hurtigst muligt kan tilvejebringes, så det fantastiske kunstværk kan blive til virkelighed,” siger han.
Kunstinstallationen har modtaget generøse bevillinger fra Det Obelske Familiefond, Aalborg Kommune og nu også Ny Carlsbergfondet.
Ny bydel på Spritten i Aalborg
Realiseringen af Saracenos værk er en central del af planerne for omdannelsen af Aalborgs ikoniske spritfabrikker, der har stået ubenyttet hen siden sommeren 2015, og som i dag er Danmarkshistoriens største industrifredning. Projektet indebærer etablering af en helt ny kunst- og oplevelsesbydel i Aalborg med Saracenos gigantiske kunstinstallation i centrum.
Udover kunstværket af Tomás Saraceno skal området også huse artcentret MonAA. De ikoniske bygninger må stort set ikke forandres hverken indvendigt eller udvendigt, og derfor er artcentret og de gamle industriinstallationer tænkt nøje sammen. Det er sket i et tæt samarbejde med tegnestuen BIG.
”Kunstværk og artcenter er hjørnesten i omdannelsen af spritgrunden, men området skal ifølge planerne også huse blandt andet Aalborg Teater, hotel, torvehal, chokoladefabrik, almennyttige og private boliger mv. Det bliver et helt unikt byområde i Europa baseret på de gamle industritraditioner, som i mange år har været en del af Aalborgs dna,” forklarer Martin Nielsen, der er initiativtager til den nye bydel i Aalborg.
Han oplyser supplerende, at han er i konstruktiv dialog med flere andre fonde om den resterende finansiering.