Iben Høj har i sit senere virke udviklet sine værker i en mere rummeligt orienteret retning. Fælles for flere af Højs tekstilværker er, at de iscenesat i store installationer og med forskellige lag af farvenuancer og klynger af tråde på eksperimenterende vis forandrer de omgivelser, de optræder i. Blood Relations er et af kunstnerens hovedværker og et eksempel på hendes særegne evne til at udvikle og forny tekstilkunst både teknisk og æstetisk.

Røde toner

Blood Relations er skabt udelukkende i røde toner, hvilket er med til at give selve konstruktionen et stærkt udtryk, samtidig med at det spiller på de legemlige associationer, som farven rød bibringer. Værket fremstår grafisk og tydeligt aflæseligt på afstand, men når beskueren træder tættere på, opstår der et væld af blodåre-lignende strenge i varierende overflader og farvetoner. Dialogen mellem værkets struktur og materiale udfordrer beskueren i mødet med de lange, tynde tråde, der organisk vikler sig ind og ud af hinanden, og fornemmelsen for form og rum flyder sammen i takt med værkets rolige bevægelser.

I værkets tilblivelse har Iben Høj arbejdet med en teknik, hvor hun med hjælp fra tre hånddrevne strikkemaskiner skaber værker i stor skala. Ved at bearbejde enkelte områder af det strikkede tekstil skabes de variationer i volumen, der udfordrer øjets fornemmelse for lethed og tyngde og for værkets begyndelse og slutning. Alle tråde er rester fra tidligere produktioner, og materialerne i Højs værk går derfor fra at være spildprodukter til at få nyt liv.

Trapholt

Trapholt har et særligt fokus på kunsthåndværk af særlig håndværksmæssig og konceptuel kvalitet og arbejder aktuelt med kunstnere, som inddrager beskueren i værkproduktionen. Museet samarbejdede i 2019-20 med Iben Høj om tilblivelsen af værket Grænseløse Sting, skabt i samarbejde med 750 borgere i Danmark i anledning af fejringen af Genforeningen i 2020. Der er en stærk æstetisk forbindelse mellem Grænseløse Sting og Blood Relations i kraft af værkernes store skala og legen med de røde nuancer kombineret med strikkens lys- og skyggevirkninger. Grænseløse Sting gøres dermed relevant på ny i samspillet med søsterværket Blood Relations, der præsenteres på udstillingen Trapholt Collect 2022.

Om Iben Høj

Iben Høj (f. 1970) er uddannet fra University of Brighton, Faculty of Fashion and Textiles i 1997 og Københavns Tilskærerakademi i 2001 med speciale i maskinstrik. Hun arbejder med strik til både beklædning og rum og er tilknyttet som værkstedsleder og underviser ved Designskolen Kolding. Høj har blandt andet udstillet på Charlottenborg Forårsudstilling, Galleri Krebsen og Trapholt og er repræsenteret med fem værker i den permanente samling på Designmuseum Danmark.