Et sjældent maleri udført af en ung C.W. Eckersberg har netop været på auktion hos Bruun Rasmussen. Maleriets nye ejer er Ribe Kunstmuseum, der med dette hammerslag føjer et sjette Eckersberg-maleri til sin samling. En falden piges historie er fra 1808, mens Eckersberg endnu var under uddannelse på Kunstakademiet.
Mere nøjagtigt bærer C.W. Eckersbergs maleri titlen En falden piges historie, III af IV. For som den angiver, er det det tredje af en serie på fire malerier. Seriens fire billeder skildrer historien om en kvinde, der giver efter for sine lyster og som konsekvens deraf ender på gaden.
Moraliserende forlæg til kobberstik
Under sine studier tjente Eckersberg penge ved at lave maleriske forlæg til kobberstik. Kobberstik var blevet populære på det tidspunkt, fordi de var billigere og mere tilgængelige end originale kunstværker. I de forlæg arbejdede han tit med serier, der havde et moraliserende budskab.
På det første maleri skildres kvinden i sit soveværelse, mens hendes elsker flygter ud ad vinduet, og på det sidste maleri sidder hun og tigger, mens den samme elsker går forbi uden at genkende hende.
På det maleri, der nu er en del af Ribe Kunstmuseums samling, ser man kvinden gøre sig klar til at tage til en af tidens store forlystelser; maskebal. Hun er ved at tage make-up på. Bøgerne på bordet tjener kun ét formål: De skal holde spejlet. Tidens kønsstereotyper om kvinders moral og seksualitet skinner tydeligt igennem, og kvindens deroute er uundgåelig.
Eckersbergs tidlige værker
C.W. Eckersberg er velrepræsenteret på de danske kunstmuseer, men hans tidlige værker nyder ikke helt den samme opmærksomhed som de senere. Mange af dem har ikke været offentligt tilgængelige på landets museer før nu. Det første maleri i serien En falden piges historie, I-IV hænger på Hamburger Kunsthalle, mens de to andre er i privateje. Derfor er Ribes Kunstmuseums nyerhvervelse det eneste af seriens fire malerier, der kan opleves på et dansk museum. Og netop dette maleri giver et sjældent indblik i Eckersbergs tidlige værker og arbejde med modelbilleder, ligesom det trækker tråde til et af Ribe Kunstmuseums hovedværker fra samme kunstner, nemlig En matros, der tager afsked med sin pige fra 1840.
C.W. Eckersberg
C.W. Eckersberg (1783-1853) kaldes af mange for dansk malerkunsts fader, fordi han gennem sin tid som professor og direktør på Kunstakademiet kom til at præge den følgende tids kunstnere. Han bidrog til den store udvikling, der skete i dansk malerkunst og bevægede sig væk fra historiemaleriet. Han skildrede naturen og hverdagslivet på en sandfærdig måde – ikke gennem naturtro gengivelser, men ved at finde frem til og portrættere motivets essens.
Ribe Kunstmuseum har erhvervet maleriet med støtte fra Ny Carlsbergfondet og Slots- og Kulturstyrelsen.