Frederik III (1609-70) står ret og rank i sin franske modedragt, der er beklædt med kostbare, broderede dekorationer og et væld af sløjfer og foldede bånd. Midt i det tekstile kaos ser man elefantordenen hængende i et blåt bånd under dragtens brede gehæng. De smalle støvler under de voluminøse bukseben er særlig fremtrædende med deres store nedfaldende kraver. På bordet udstilles alle kronregalierne som enevældens værdighedstegn: rigsæblet, rigssværdet, scepteret og den ”moderniserede” krone, som tilhørte Christian IV, men blev tilføjet nye detaljer til Frederik III’s kroning. Netop fordi Frederik III præsenteres sammen med regalierne kan anledningen til maleriet være kroningen i 1648.
Betydelige gengivelser
Det er den nøjagtige skildring af de omtalte detaljer, der får Dittmers' maleri til at skille sig ud fra andre helfigursportrætter af Frederik III. Ved Dittmers' tekniske dygtighed fremtones vigtige elementer ved de forskellige genstande. Det gælder især påklædningen. De kongelige samlinger har mange dragter fra Frederik III’s tid. Alligevel findes der ikke nogen i Rosenborgs dragtsamling, der ifølge Kongernes Samling er omtrent lig med den, som Dittmers' har afbildet så detaljeret. Kongernes Samling anser også maleriet som en af de bedste gengivelser af den ”moderniserede” krone. Der eksisterer ikke mange værker i dag, som portrætterer den lige så overbevisende som Dittmers. Kongeportrættet bliver på den måde et vigtigt led i studiet af datidens beklædning.
Samlingskontekst
Portrættet har stor kulturhistorisk værdi, hvorfor både Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden har fundet det relevant at støtte nyerhvervelsen. Nu indgår portrættet i præsentationen på Koldinghus, som er Jyllands sidste kongeborg. Borgen har gennem sin lange eksistens spillet en væsentlig rolle i historien som grænseværn og kongelig residens.
Om Gerdt Dittmers
Den tyske maler Gerdt Dittmers (? -1672) blev født ind i en kunstnerisk familie fra Hamburg og var højst sandsynlig bror til maleren Heinrich Dittmers (1625-77). I 1650’erne arbejdede Gerdt Dittmers i København. Kun få værker kan siges at kendes fra hans hånd, heriblandt et cylinderportræt af Frederik III og Sophie Amalie, der blev bestilt af kongen selv i 1656. Derudover findes en pendant til det erhvervede kongeportræt på Løvenholm, Djursland, som også er tilskrevet Dittmers.