Mens den tidlige del af den danske kunstner J.F. Willumsens (1863-1958) oeuvre er blevet kanoniseret som et vigtigt bidrag til den tidlige danske modernisme, er hans sene værker fra 1930’erne og frem i vidt omfang blevet ignoreret eller afvist. Målet med afhandlingen er at genvurdere denne periode og undersøge ræsonnementet bag forkastelsen såvel som mulighederne for at forstå værkerne på nye måder i dag. Afhandlingen forholder sig til de modernistiske kriterier, som har været bestemmende for positioneringen af det 20. århundredes kunstneriske udtryk. Samtidig tilgås Willumsens sene værker gennem et nutidigt blik, som inkorporerer værkernes efterhistorie med henblik på at reevaluere deres betydning.
I stedet for at begrænse fortolkningen til et spørgsmål om påvirkninger og kausale forhold følger afhandlingen i fodsporene på den eklekticisme, som findes i Willumsens kunst, og inkluderer multiple referencer, kilder og kontekster i læsningen af værkerne.
Outsideren Willumsen
Afhandlingen viser, hvordan institutionaliseringen af den moderne kunst ud fra bestemte parametre, har medvirket til at afvise bestemte udtryk, som ikke har passet ind i en overordnet fortælling om kunstens udvikling. Willumsen og særligt hans sene værker har fået en outsider-position, som har gjort det vanskeligt at påvise deres relevans for den moderne kunst.
En stigende interesse for at dykke ned i og undersøge de dele af det 20. århundredes kunstneriske udtryk, som på alternativ vis vedblev med dyrke et figurativt formsprog, der refererer til den ældre kunst, eller som synes inspireret af den samtidige populærkultur, har gjort det muligt at tolke Willumsen på nye måder. Afhandlingen påpeger det frugtbare i at læse Willumsen gennem fænomener som kitsch og bad painting og genvurderer hans værker på baggrund af en nylæsning af deres hybride udtryk. Med reference til bl.a. Mieke Bal, Georges Didi-Huberman og Leo Steinberg diskuteres måder at tilgå værkerne på ud fra anakrone og pluralistiske læsninger, som parrer dem med eksempelvis konceptkunst.
Nye greb
Afhandlingen viser også, hvordan kunstnere har bidraget til at ændre opfattelsen af Willumsens sene værker gennem en række kunstnerkuraterede udstillinger og fremhæver i det hele taget betydningen af det kuratoriske som et greb til at genlæse og forstå kunsthistorien på ny.
Om stipendiaten
Anne Gregersen (f. 1978), postdoc ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet (2015-2019) og museumsinspektør med ansvar for samling og forskning på J.F. Willumsens Museum, Frederikssund. Ph.d. fra Københavns Universitet, 2015, med afhandlingen In Excess. Agendas in the Late Work of J. F. Willumsen. Kandidat samme sted, med et speciale om det moderne museums betydning for kunstværkets status. Har desuden en Master/Diplôme d’Études Supérieures Spécialisées fra Université 10 Nanterre, Paris i kuratering og kunstkritik.
Dato for afhandlingens forsvar: 23. juni 2015