Den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916) er blevet verdensberømt for sin særegne, afdæmpede stil. Et nyt tværfagligt forskningsprojekt, der netop har set dagens lys, afslører den danske malers proces og arbejdsmetode. Forskningsprojektet er udført af et tværfagligt team fra Statens Museum for Kunst bestående af malerikonservatorer, kunsthistorikere, heritage scientists og imaging specialister.

Røntgenbilleder og infrarøde optagelser af malerierne gør det muligt at spole tiden tilbage og dykke ned i processen for at se, hvilke valg Hammershøi traf i maleprocessen, hvordan malerierne udviklede sig og hvorledes motiverne forandrede sig som arbejdet skred frem. 

De fotografiske og naturvidenskabelige analyser viser eksempelvis, at Hammershøis farvepalet er mere nuanceret, end man måske skulle tro, og han brugte pigmentet koboltblå for at fange de rette toner og nuancer. 

Undersøgelsen giver også indblik i, hvordan Hammershøis eksperimenterede i maleprocessen og ofte først traf afgørende valg om kompositionen sent i udarbejdelsen af værket. 

Forskningsprojektet The Vilhelm Hammershøi Digital Archive (ViHDA), der huses af SMK, er nu åbnet som en digital platform, hvor du kan gå på opdagelse i Hammershøis værker og arbejdsproces. 

Onlineplatformen giver mulighed for at søge på f.eks. motiv, teknik og pigmenter. Platformen inkluderer også et digitalt værktøj, en såkaldt ’image viewer’, som giver mulighed for at sammenholde og zoome i forskellige tekniske optagelser. De tusindvis af tekniske optagelser ligger til fri download og teksterne, der forklarer analyserne, er skrevet formidlingsvenligt, så alle kan benytte platformen på både dansk og engelsk.

Læs mere om projektet.