Frølich malede faktisk En kvindelig model, mens han var privatelev hos Eckersberg. Og det mærkes. Modelstudiet er gennembearbejdet. Frølich har kælet for detaljerne, ikke bare i den nøgne kvindefigur, men også i draperingen i baggrunden og i sengetøjet. Se bare kvindens marcipanagtige hud, som Frølich har formået at male livagtigt frem med en suveræn beherskelse af kolorit og lys- og skyggeforhold.

Voyeuristisk

En kvindelig model bærer tydelige spor af læren fra Eckersberg. Der er i den grad styr på proportioner og anatomi i det lille billede, hvilket utvivlsomt har glædet Frølichs underviser. I det hele taget er der visse fællestræk med Eckersbergs Modelstudie. Kvindelig model fra 1833, som befinder sig på Ny Carlsberg Glyptotek. Her har Eckersberg skildret en rygvendt nøgen kvinde gennem et velourforhæng, hvilket giver hans billede en lidt lummer voyeuristisk dimension, som om professoren har sneget sig ind på den intetanende kvinde. Frølichs modelbillede har samme effekt. Kvinden poserer ikke, men sidder afslappet i egne tanker og retter på sengetøjet. Kroppen er afklædt, facaderne er nede; det er en intim og privat stund, som Frølich lader os belure.

Frølich og Skovgaard-familien

Ud over Statens Museum for Kunst er Skovgaard Museet det kunstmuseum, der ejer flest værker af Frølich. Som ung var Frølich venner med P.C. Skovgaard, inden han i 1851 bosatte sig i Paris. Her udgav han over 70 illustrerede bøger om og for børn, hvilket bl.a. resulterede i, at franske børnebøger længe gik under betegnelsen un Froelich. Kort efter hjemkosten til Danmark i 1875 døde hans gamle ven P.C. Skovgaard, og Frølich tog rollen som en slags mentor for Skovgaards to sønner, Joakim og Niels.

Om Lorenz Frølich

Lorenz Frølich (1820-1908) fik allerede fra barn undervisning af en række af tidens store malere. Udlængslen var dog stor, og allerede som 20-årig rejste han til kunstskolerne i München og Dresden. Derefter opholdt han sig fem år i Rom, inden han slog sig ned i Paris. Ligesom P.C. Skovgaard stod Frølich med det ene ben i guldalderen. Men i kraft af sit lange produktive liv og sin kosmopolitiske udadvendthed står han i dag også som en slags overgangsfigur i dansk kunst. Han lod sig inspirere af de nye strømninger i Europa, og han formåede at præge den yngre generation af danske kunstnere, bl.a. Joakim og Niels Skovgaard.