Hovedløs trommeslager er en skulptur, man lægger mærke til allerede på afstand. Den er høj og kan være svær at blive klog på. Figuren synes at vandre søvngængeragtigt, fremfor at spankulere elegant. Og så mangler den sit hoved. Den forestiller ikke nogen, den er et gespenst, en drøm eller en tilsynekomst.
Klassik på stylter
Hovedløs trommeslager er et udfordrende værk, fordi det ikke uden videre lader sig aflæse. Det rager ikke bare op fysisk, det står også i vejen for den enkle fortælling. Det er et åbent værk, og dermed forbinder det sig tydeligt til et forhold, der gælder for Tal R’s kunst: nemlig en formel sikkerhed i udførelsen og en tvetydighed i udsagnet. Bevægelsesmønstret forekommer at være ’klassik på stylter’, med et urovækkende potentiale for at gå amok, tabe orienteringen og vandre blindt ud i katastrofen med beskuerne på en række bag sig.
Tal R og skulpturen
Arbejdet med skulpturer føjer et nyt kapitel til Tal R’s praksis. ”Tal R - Dyr og mennesker” er titlen på Glyptotekets aktuelle udstilling, hvor Hovedløs trommeslager også indgår. Med udgangspunkt i hverdagsobjekter, dyrefigurer og sin familie undersøger kunstneren de traditionsrige materialer bronze og gips. Skulpturerne har på den ene side et nutidigt udtryk, som tydeligt stemmer overens med hans malerier, men de sender også en hilsen til efterkrigstidens skulpturtradition.
Resonans i samlingen
Louisianas historie med Tal R har strakt sig over flere årtier. Det var fx på Louisiana, at Tal R fik sin museumsdebut for godt 20 år siden. I 2017 viste Louisiana den retrospektive udstilling ”Academy of Tal R”, og museet har desuden opbygget en betydelig samling af Tal R’s værker. Hovedløs trommeslager vil blive et af hovedværkerne i denne samling og finder resonans i Louisianas historiske samling af skulpturer. Oplagt er fx Alberto Giacomettis Gående mand fra 1960, men også Germain Richiers hybride væsener, som enten knæler eller har stylter fastspændt til kroppen.
Om Tal R
Tal Shlomo Rosenzweig (f. 1967) bor og arbejder i dag i København. Han tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000. Han var professor ved Kunstakademie Düsseldorf i perioden 2005-2014. Tal R er mest kendt for sine malerier, men arbejder med en undersøgende tilgang til mange forskellige medier. Tal R er blevet hædret med flere priser, bl.a. Eckersberg Medaillen (2005), Carnegie Art Award (2002) og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat (2016).