Kristian Zahrtmann blev født på Bornholm i 1843 og fik uddannelse på det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han blev undervist af bl.a. Vilhelm Marstrand og Frederik Vermehren. Han tælles blandt de vigtigste kunstnere fra det moderne gennembrud. Ikke alene for sin fornyelse af historiemaleriet og sin store produktion gennem næsten fem årtier, men også i kraft af rollen som mentor for senere kunstnere som Oluf Hartmann og Sigurd Swane. Med donationen styrkes formidlingen af og forskningen i denne underbelyste kunstners praksis.
Historisk heltinde
Kristian Zahrtmanns interesse i Leonora Christina var katalyseret af udgivelsen af erindringsværket Jammers Minde i 1869. Mere end et århundrede efter sin død synes kongedatteren at være genopstået for at rense sit navn for de anklager, der havde ført til hendes ulykkelige eksil. Jammers Minde gjorde stort indtryk på den danske offentlighed, der i midten af 1800-tallet smertede efter nederlaget til Tyskland, og så dette spejlet i Leonora Christines konflikt med hendes tyskfødte svigerinde Sofie Amalie. Men for Zahrtmann blev det en livslang fascination, som resulterede i mere end 20 malerier af kongedatteren.
Det psykologiske historiemaleri
I anden halvdel af 1800-tallet brød modernismen for alvor igennem i Danmark. Blandt impressionistiske landskaber og realistiske byskildringer stod Zahrtmann ud pga. sit livtag med det gamle historiemaleri. Men kunstnerens værker skilte sig også radikalt ud fra fortidens højtidelige og mytologiserende skildringer. Hos Zahrtmann fik fortidens skikkelser en intim fremstilling med fokus på deres individuelle personligheder og indbyrdes forhold. Med inspiration fra kilder som Jammers Minde var de ikke blot ikoner fra historiebøger, men fremstod som rigtige mennesker på godt og ondt.
Leonora Christina i Maribo Kloster viser kongedatteren efter hun flyttedes fra Blåtårn i København til jomfruklosteret på Lolland. Hun er rank og kraftigt bygget og har en slående lighed med portrætter af Christian 4. Som i adskillelige af Zahrtmanns billeder fremstilles hun læsende. Et valg, der understreger hendes dannede baggrund og litterære begavelse, som hun dyrkede selv i det bitre eksil.
Til samlingen
Fuglsang Kunstmuseums malerier af Zahrtmann stammer fra hele hans livslange praksis. Her er Leonora Christina i Maribo Kloster en vigtig tilføjelse, der kan binde andre værker sammen samt belyse hans senvirke og dets indflydelse på senere generationer af kunstnere.
”Det er vores opfattelse, at der her er tale om et særdeles fint kunstværk, der balancerer den stramme, næsten arkitektoniske komposition med den frodige, farvestærke palet. Farverne er endnu bundet til motivet, om end betydeligt løsere end tidligere i Zahrtmanns oeuvre, hvilket peger fremad mod de yngste af hans elevers større frisættelse af farven fra formen – og fremad i museets samling – bl.a. til Oluf Hartmann,” siger Anne Højer Petersen, direktør af Fuglsang Kunstmuseum.
