Krogerup Højskole er en moderne demokratihøjskole beliggende i Humlebæk i Nordsjælland. Højskolen har til huse i en smuk gammel herregårdsbygning fra 1700-tallet er blevet restaureret og moderniseret i forbindelse med skolens 75-års jubilæum.

Efter moderniseringen, der er sket i spændet mellem arv og aktualitet, er Krogerups sale blevet indbydende på ny, og det hånd i hånd med et gennemgribende udsmykningsprojekt støttet af Ny Carlsbergfondet.

Værkerne, der nu pryder højskolens spisesale, gange og kontorer, inviterer verden indenfor og beskæftiger sig direkte og indirekte med temaer som identitet, klima og fællesskab. Ved at twiste billedet af det gængse, danner kunsten samtidig – ligesom skolen selv – ramme for refleksion og engagement med andre potentielle virkeligheder.

Anna Bjerger

Den svenske billedkunstner Anna Bjergers store panoramiske naturscene er enkel og gådefuld. Der er noget både trygt og urovækkende på færde i det mennesketomme mørke skovlandskab, hvor tiden synes tyngdefyldt og meditativt stillestående. I sin praksis arbejder Anna Bjerger helt bevidst med motiver, der rummer noget på én gang genkendeligt og anonymt, som kan fungere som projektionsflade for erindring og refleksion, uagtet hvem der ser. Skalamæssigt har maleriet også et format, der kan opleves som et rum, man kan træde dybere ind i. Endeligt er værket et nyt bud på en nordisk landskabsskildring, der kan generere samtaler om fremstillingen af melankoli og identitet i en skandinavisk kontekst. 

Kaspar Bonnén

Når man ankommer til Krogerup gennem hoveddøren, byder skolens kontor velkommen. Kontoret er skolens hjerte, og dets brugere får nu også en kunstoplevelse, der matcher rummets prægnante arkitektur og smukke fremtoning. Kaspar Bonnéns værk Looking for now, rummer en poetisk-magisk hverdagsrealisme, der ræsonnerer med stemningen på Krogerup. Værket er en farvestærk dialog mellem det erindrede, erfarede og delvist glemte. Her udfolder Kasper Bonnén en slags associativrig drøm som et uudtømmeligt råderum for kontorets mange besøgende.

Kent Iwemyr

Kent Iwemyr har en forkærlighed for verdens skæve eksistenser. I serien på fem værker fra 2020 møder vi blandt andet en ualmindelig stor elg, der græsser i en sø, to misforståede tyveknægte og en ældre mand funderer over sin aldrig udlevede Luciadrøm. Billederne er alle fra kunstnerens hjemegn Hallsthammer i det nordlige Sverige, hvor han fortsat bor og arbejder. På trods af motivernes umiddelbare landidyl og Kent Iwemyrs kendetegnende humoristiske streg fremstår værkerne usentimentale i deres radikale åbenhed. Kent Iwemyr viser hvordan hverdagens genkendelige komedier sameksisterer med tragedier, og hvordan det mondæne møder det magiske.

Monica Kim Garza

Amerikanske Monica Kim Garzas barscene kommunikerer umiddelbart, empatisk og personligt. The Bar is Open er blevet til under coronakrisens isolation. Penselstrøgene er løse og farverne mættede og tætte, som vil de udkrystallisere levede øjeblikke igen i en længselsfuld gestus mod samlende rum. Værkets fire figurer er modelleret over Monica Kim Garzas egen krop. På maleriet står de rygende og drikkende om en bar, nøgne og svært tilfredse med en livlig og vibrerende grøn baggrund. Det er samtidig værd at lægge mærke til, at figurerne har hver deres orientering i rummet. En form for adskilt samvær trækker tråde til de nuancerede følelser af fællesskab, der opstår i forskelligartede kollektive erfaringer af krop og rum og relationerne herimellem.

Morten Schelde

Morten Scheldes Ocean of Time XIII (Asleep at Sea) er skabt til kunstnerens seneste udstilling på Faaborg Museum (2020). Udstillingen tog udgangspunkt i velkendte interiørbilleder med scener af hjemlige omgivelser, der møder drømmens uforudsigeligheder. På Ocean of Time XIII (Asleep at Sea) inviterer Schelde os til at genoverveje forholdene mellem ideer, drømme og virkelighed. Afbildet er en sovende skibspassager, hvis dyne agerer åbent hav. Her sejler småbåde og deres rejsende frit rundt i kahyttens både afgrænsede og udflydende rum.

Svend-Allan Sørensen

Som en hilsen til maleren Johannes Larsen har Svend-Allan Sørensen siden 2017 arbejdet på serien ”Absurd Birds”, der består af elleve ikke tidligere udstillede træsnit. Træsnittene er skabt på baggrund af gamle amerikanske fugleillustrationer, som først er scannet ved meget høj opløsning, siden printet og scannet igen, så de fremstår skæve og rystede. Fuglemotiverne er absurde i deres fremtræden og forskyder det forventelige ved at lege med den nøgterne fugleillustrations form.

”Træsnittene fremstår konkret-absurde, som alvor i en skør samtid. For at se den virkelige verden, kan man se sig nødsaget til at twiste billedet af den. Det er hovedgrebet i Absurd Birds,” siger Svend-Allan Sørensen selv.

Per Arnoldi

Per Arnoldis skulptur-serie Global Warmings minimale motiv lader sig på et splitsekund afkode som netop det, det er: variationer over et hus, der er på vej til at synke i havet. Værkerne bærer Per Arnoldis karakteristiske signalstærke røde og blå farver og virker på én gang som kunst, symbol og klimareplik.