Ny Carlsbergfondet har doneret en række kunstværker til det nyopførte rockmuseum i Roskilde, og med denne værkdonation kan museet således følge traditionen fra Roskilde Museum, ROMU, om at integrere relevant samtidskunst i kulturhistoriske udstillinger og dermed gøre brug af billedkunstens tolkning af kulturarvens udsagn.

Donationen omfatter videoværket Visual Drone (Unresolved), 2014, af den britiske kunstner Graham Dolphin. Værket, der består af 7 store plasmaskærme og tilhørende højttalere, er placeret i et særskilt udstillingsrum ved foden af den røde løber, der fører op til museets indgangsparti. Værket er dermed offentligt tilgængeligt døgnet rundt. Inde på museet er Dolphin repræsenteret med værkerne Door, 2012, og I Just Shot John Lennon, 2012.

Vi fangede Graham Dolphin til en snak om hans kunstneriske arbejde, da han var i Danmark for at færdiggøre installationen af værket Visual Drone (Unresolved). I filmen fortæller han om tankerne bag de tre værker:

I museets udstillingsrum er kunstnerne Günther Beckers, Don Van Vliet, Brian DeGraw, Kund Odde, Toke Tietze Mortensen, Lydia Lunch, Dexter Dalwood, David Byrne og Lars H.U.G. repræsenterede med billedkunstneriske bidrag. Værkerne er gengivet i billedgalleriet forneden.

Museumsdirektør Frank Birkebæk siger om kunstværkernes betydning for museet:
”Der er kunst i rocken, men der er også rock i kunsten. Adskillige af rockens stjerner udtrykker sig også gennem malerkunst og skulptur og gør det med stor kunstnerisk styrke. Dette billedkunstneriske aspekt er væsentligt i forståelsen af rockens musik og dens udøvere. Med Ny Carlsbergfondets donation har RAGNAROCK fået mulighed for at komplettere billedet af rocken og den øvrige rytmiske musiks kunstneriske bredde.”

RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, en del af museumskoncernen ROMU, er et nationalt kulturhistorisk samtidsmuseum, der vil formidle begrebet ungdomsgeneration og denne generations fremvækst efter Anden Verdenskrig. Museet vil behandle den facetterede indflydelse, unge har på samfundsudviklingen, og det særpræg, de unge sætter på samfundets fremtoning. Det vil vise rockmusikkens funktion som globalt kommunikationsmiddel og dens funktion som både social, politisk og kunstnerisk udtryksform.