Værket The Future fra 2014 blev oprindeligt udstillet på Tel Aviv Museum of Art som en del af Elmgreen & Dragsets soloudstilling ”Powerless Structures” i 2016. Udstillingen indgik i en trilogi af soloudstillinger med Elmgreen & Dragset, som udover at have museet i Tel Aviv som scene også blev vist på Astrup Fearnley Museet i Oslo og Statens Museums for Kunst. Trilogien hed Biography, og hver af de tre institutioners udstillinger adskilte sig fra hinanden. The Future var et af de få værker, som blev vist på alle tre museer.

En udfordring af museumsrummet

”Powerless Structures” var Elmgreen & Dragsets første udstilling i Israel. Kunstnerduoen ønskede med udstillingen at udfordre det gængse udstillingskoncept ved bl.a. at vise værkerne på en ukonventionel måde. Derfor blev udstillingen ikke samlet i en sal, men spredt rundt på museet.

The Future var placeret centralt i museets store udstillingsrum sammen med to andre værker. Først blev man konfronteret med det stedsspecifikke installationsværk For as Long as It Lasts, som er en eksakt kopi af muren i Berlin. Muren skar udstillingsrummet midtover og pegede tydeligt på den politiske ladning, som en opdelende mur besidder. Både som den historiske mur i Berlin, den aktuelle mur der adskiller Gaza fra Israel og Donald Trumps ønske om en mur ved grænsen til Mexico. Elmgreen & Dragset ser muren som en kortsigtet løsning, der ikke løser nogen problemer.

Vores allesammens fremtid

Bag ved muren var installationen The Future, en brandtrappe-konstruktion, hvorpå en figur, forestillende en ung fyr i jeans og hættetrøje, sidder bag jerngelænderets tremmer. Han kigger nedad, opslugt i egne tanker, men stadig opmærksom. Den nederste del af brandtrappen er ikke synlig for beskueren, men gemt væk bag den store mur. Hvad kigger han mon på? Hans ben dingler i luften, han synes fraværende i et sårbart øjeblik mellem barndom og ungdom. Værkets titel, The Future, synes både fyldt med patos og ironi.

TAMA

Tel Aviv Museum of Art er Israels første kunstmuseum, stiftet i 1932. TAMA, som det også kaldes, udstiller moderne kunst og samtidskunst. Museet blev oprindeligt grundlagt af den første borgmester i Tel Aviv, Meir Dizengoff, i hans private hjem. TAMA har sin egen samling og udstiller både lokale og internationale kunstnere.

Om Elmgreen & Dragset

Danske Michael Elmgreen (f. 1961) og norske Invgar Dragset (f. 1969) har arbejdet sammen siden midten af 1990’erne og er i dag baseret i Berlin. Elmgreen & Dragset udfolder sig som oftest i installationer, performances og arkitektur. De udfordrer og genfortolker det familiære og velkendte ved hjælp af en sociokritisk humor. Elmgreen & Dragset repræsenterede Danmark og Norge til Venedig Biennalen i 2009 med værket The Collectors, som vakte stor opsigt. De er repræsenteret på en lang række museer i ind- og udland.