Herhjemme har Asmund Havsteen-Mikkelsen gennem de seneste år markeret sig stærkt med sine iøjnefaldende skildringer af mennesketomme arkitektoniske landskaber. Nu har det ansete tyske forlag Kerber Verlag valgt at kaste lys over den danske kunstner med en stor monografi, som er særlig møntet den internationale kunstscene. Bogen er rigt illustreret og indeholder et fyldigt essay om Havsteen-Mikkelsens arbejder af kunstkritiker og professor ved Humboldt Universitet i Berlin, Michael Diers.

Tankerum

”MENTALSCAPES”, som er titlen på den nye monografi, er det begreb, Havsteen-Mikkelsen selv benytter om sine værker, og som kendetegner hans vedvarende undersøgelse af den arkitektoniske modernisme som en art mentalt tankerum. Hans malerier er oftest inspireret af konkrete bygningsværker, byrum eller det, der minder om det. Og så alligevel er der noget fremmedartet ved disse genkendelige motiver. Malet frem i et distinkt formsprog med kompakte, stærke farvefelter fremstår de rolige, figurløse arkitektoniske strukturer frem for alt som metafysiske rum; som rene billedrum der opfordrer til refleksion og fordybelse, snarere end forestillinger om menneskelig handling eller aktivitet.

Om Asmund Havsteen-Mikkelsen

Asmund Havsteen-Mikkelsen (f. 1977) er uddannet fra Kunstakademiet i København og Hochschule für Bildende Künste i Hamborg. Efter et længere ophold i Berlin bor og arbejder han i dag i København. Hans værker er repræsenteret i en række danske kunstsamlinger, ligesom han i årenes løb hyppigt har udstillet i ind- og udland. Derudover står han bag en række markante kunstneriske udsmykninger, bl.a. og med støtte fra Ny Carlsbergfondet på Nyborg Gymnasium og i Vestre Landsret.