Tre markante værker i tekstil, lys og keramik, skabt af tre anerkendte kunsthåndværkere og designere inden for de respektive felter, er netop landet hos Designmuseum Danmark på Bredgade i København. Museet har erhvervet værket Arkivbogen (2021) af stoftrykker og tekstildesigner Lisbet Friis, værket Kurenai Light Object (2019) af designer Ane Lykke og det keramiske værk Urban Complex VII (2016) af keramiker Karen Bennicke.
Museet har de seneste tre år lagt særlig vægt på at erhverve genstande til samlingen inden for det mest aktuelle felt af design og kunsthåndværk. De tre værker vil på hver deres måde være med til både at styrke det kontemporære perspektiv i samlingen, samt afspejle museets bredspektrede indsamlings- og genstandsfelt.
260 trykte mønstre
Lisbet Friis har gennem de sidste 25 år udstillet flittigt både i Danmark og i udlandet, og er en af Danmarks vigtigste tekstiltrykkere. Det nyerhvervede værk Arkivbogen indeholder 260 mønstre, der er designet og trykt af Lisbet Friis gennem 30 år. Mønstrene er trykt på henholdsvis belgisk hør og Hahnemühle-papir. Udover at udtrykke et udsøgt kunstnerisk håndelag, dokumenterer de 260 forskellige tryk og skiftende teknikker for håndtryk gennem tiden. Viden om flere af disse er ved at forsvinde.
Japansk håndværk i dansk design
Med værket Kurenai Light Object udforsker Ane Lykke lys og rum. Kurenai Light Object er inspireret af traditionelt japansk håndværk og skifter kontinuerligt udtryk i både farve, lys og skygger, når man bevæger sig rundt i rummet omkring værket og betragter det fra forskellige vinkler. Kurenai Light Object er allerede museet yderst bekendt, da det siden museets genåbning i 2022 efter et større restaureringsprojekt, har prydet bygningens forhal. Donationen har gjort det muligt at erhverve værket, og det er altså nu en permanent del af samlingen.
Arkitektonisk keramik
Karen Bennickes banebrydende praksis indenfor den skulpturelle, ikke funktionelle keramiske kunst, har gjort hende til en af vor tids mest betydningsfulde keramikere. Urban Complex VII er én af otte skulpturer fra perioden 2015-2016, der tager udgangspunkt i et diagram over de parisiske arrondissementer. Her har hun forvandlet det flade kort til rumlige skulpturer, der skaber et helt særegent formsprog med tydelige arkitektoniske referencer. Det har længe været museets ønske at have et værk fra denne serie, der viser nye sider af Karen Bennickes kunstneriske praksis.
Designmuseum Danmark
Designmuseum Danmark har til huse i et af Københavns smukke rokoko-palæer, nemlig det tidligere Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade. Gennem deres bibliotek, samlinger og arkiver forsker museet i kunst- og designhistorie og formilder resultaterne i både udstillinger og publikationer. Museet åbnede i 2022 dørene igen efter en to år lang lukning med renoveringer, der har været med til at sikre museets historiske bygninger for fremtiden.